Langfart med S/Y Dania

Foredrag med S/Y Dania

2010-09-28T12:36:00.000-07:00

3 drenge – én drøm!
Onsdag d. 27 oktober, er vi inviteret til at holde foredrag i Langtursejlernes regi. Dette er naturligvis noget vi ser frem til og er taknemmelige for.

Udover denne aften, ønsker vi at holde yderligere foredrag, som vi vil skræddersy, således det passer til målgruppe, ønsker og behov. Hvis du, din virksomhed eller anden organisation ønsker at høre mere omkring vores foredrag, kontakt da Dennis Dybdal på dennisdybdal@gmail.com eller på tel. 40 68 82 58.

Foredrag med Daniadrengene
Dato: 27.10.2010
Tidspunkt: 19:30
Sted: Marselisborg Sejlklub

3 drenge – én drøm.

Det er overskriften for et fantastisk foredrag, som de 3 drenge fra SY-Dania vil fortælle om. 3 drenge i et bofællesskab, der fik ideen til at købe en båd og sammen krydse Atlanten. Skipper Lasse havde sejlet før, mens det var helt nyt for Anders og Dennis. Vi vil denne aften høre om deres forberedelser til turen, samt få uddrag af spændende beretninger fra deres tur, høre om brækkede ben, evige ankre og hvordan drømmen blev til virkelighed.

Pris: 30 kr.

Tilmelding til Ditte og Michael Wind, mir@wind.mail.dk, 40782775/20732325

Information kan også findes her.

Langturssejlerne arrangerer mange spændende, inspirerende og relevante foredrag, som vi gerne vil anbefale til alle. Se mere om lignende arrangementer her.

Venligst,
S/Y Dania

Dania i medierne

2010-08-27T04:33:00.000-07:00

"Rejsen er slut, men minderne skal fortsat fortælles".

Som afslutning på rejsen, blev vi inviteret ind i studiet hos TV2 Østjylland - Go´ Aften Østjylland. En tak til TV2 Østjylland.

Se indslaget herunder eller på TV2 Østjyllands hjemmeside her.

Endvidere blev der ved vores ankomst, lavet en artikel af Århus Stiftstidende. Den kan ses herunder. Hvis du ønsker at læse den på Århus Stiftstidendes hjemmeside, kan den læses her.

Tak til journalist Kirstine Lefevre Sckerl, fotograf Axel Schütt og Århus Stiftstidende.

Foto: Axel Schütt

Foto: Axel Schütt

Foto: Axel Schütt

Venligst,
S/Y Dania

Den sidste del..... Dania er hjemme!

2010-07-03T07:44:00.000-07:00

Mandag den 14 juni -19 juni 2010
Mellem Amsterdam og Århus

Besøget i festlige Amsterdam var ovre, og dermed var det sidste planlagte stop på vores rejse også overstået. Vi havde allerede varslet vores hjemkomst til at blive lørdag den 19. juni så venner, familie og kærester havde mulighed for at ønske os velkommen, og for at vi ville have mulighed for at se så mange af jer på en gang når vi igen kom hjem til Århus...

Turen fra Amsterdam gik samme vej ud af kanalen, gennem slusen og ud i åbent hav igen. Vejret bød for engang skyld vind fra gunstig retning, og nok af den, så vi tilbagelagde hurtigt turen til Kielerknalen som blev det første sted på turen, som vi før havde besøgt, og allerede da vi var kommet igennem den første sluse ved Brunsbüttel følte vi lidt at vi var kommet hjem igen. Det var blevet aften og vi lagde til i den lille marina lige inden for slusen, da sejlbåde ikke må sejle efter solnedgang i kanalen. Vi gik alle op of fik en omgang god solid tyskermad på en lokal restaurant og talte om at vi nu snart var hjemme, for det følte vi. For et års tid siden ville vi nok synes at vi stadig var lang fra hjemme, men efter et lille år på langfart var det sidste stykke ganske ubetydeligt og kort....

Tidligt næste morgen fik vi et hurtigt bad, og så gik turen videre for motor, og støttesejl gennem Kielerkanalen. Stemningen var noget anderledes denne gang gennem kanalen, end for 11 måneder da turen gik den anden vej. Der var vi på vej ud i det ukendte, nu var vi på vej hjem til det velkendte. Vi har nok alle sammen lidt sommerfugle i maven. Tommy nød også den stille tur på kanalen. Han havde på hans tur fra Azoerne, og hertil oplevet lidt af hvert, tåge, modstøm, hård vind, ingen vind og masser af trafik. Men her i den stille kanal skulle man blot holde til styrbord i kanalen og ikke tænke på så meget andet end at holde sig fri af de store skibe der sejler gennem kanalen. Vejret var helt i top, og solen skinnede- bedre vejr kunne næppe findes til en stille sejlads på kanalen....

Efter ca. 9 timers sejlads var vi kommet til slusen ved Holtenau/Kiel og mens vi lå i slusen gik Anders op for at betale for gennemsejlingen- men også denne gang blev turen en gratis fornøjelse da deres "Dankort" automat ikke virkede. Så de af jer der siger det er dyrt at sejle gennem kanalen, kan vi bare sige at det også kan være gratis (endda begge veje)....

Vi lagde Dania til ved kajen lige uden for slusen, og lagde planer morgendagen der skulle bringe os tilbage til Danmark!

Tidligt næste morgen, vidst nok kl. 05.30, stod vi op og sejlede omgående afsted fra Kiel. Morgenmaden blev fortæret mens vi stille sejlede ud af Kieler fjorden. Vejret stod igen på dejligt "næsten dansk" sommer så vi lagde ud med en omgang motorsejlads, som vi efterhånden var blevet ret godt bekendt med den sidste tid gennem den engelske kanal. Det føles ikke som lang tid før vi var kommet ind i dansk farvand, og kunne se de to smukke øer Als og Ærø i solskinnet. Underligt ? vi forlod Danmark i høj sommersolskin og efter vores lange rejse var vi nu tilbage til den danske sommer når den er bedst? Hvor blev efteråret og vinteren af? Vi har ofte på turen talt om hvor svært det ville være hvis vi kom hjem til trist efterårs eller vintervejr, og var alle glade for at turen, DK-Caribien, og retur plejer at tage omkring et år, og grundet globale vejrsystemer tager man næsten altid afsted midt i den danske sommer! Smart ikke....

Tommy havde nu været med os i næsten 5 uger, og hans fornemmelse for at komme hjem var nok noget anderledes end os tre. Han ville gerne forsætte turen, og en del af os ville også, men en endnu større del af os glædede os også til at komme hjem til familien, venner og kærester - det virkede helt uvirkeligt at være så tæt på nu....

Sven og Kim og deres LM26

En smuk dag og et fantastisk gensyn!

Der kom for alvor gang i telefonerne nu vi var i Danmark, og der blev ringet rundt og fortalt at nu var vi hjemme i Danmark igen! Senere hen af Dagen kaldte Sven og Kim (Tommys far og lillebror) Dania over VHFén. De var taget en tur ud i Lillebælt for at ønske os velkommen hjem, som de sagde farvel for 11 måneder siden. Det var skønt at se dem begge igen, og Sven styrede med kyndig hånd hans LM26 op på siden af Dania så Kim kunne hoppe ombord og give os allesammmen en krammer.... Vi aftalte med Sven over radioen at vi ville tage ind i den gamle færgehavn ved Middelfart hvor vi ville ligge for natten og så vi havde mulighed for at være lidt sammen med Sven. Det blev som forventet en dejlig aften med Kim og Sven og inden det blev mørkt sejlede de begge tilbage til Kolding. En af vores gode venner Mikkel Dalegaard kunne heller ikke vente med at se os og hoppede i bilen fra Kolding og kørte til middelfart for at se os lidt før alle andre. Vi havde ellers sagt til venner og familie at det var lørdag vi ville komme hjem, sådan at der ikke ville opstå kø ved vores båd inden. Det var også en følelsesmæssig beslutning vi tog, og måske en lidt underlig en at forklare. Men vi havde alle brug for at vide hvornår vi skulle gense, specielt kærester og familie igen. Men Mikkel var allerede på vej, og vi ville selvfølgelig ikke sige nej til at se vore gode kammerat... (Tusind tak for besøget Mikkel, Sven og Kim!)....
Næste morgen (meget tidlig), blev vi vækket af havnemesterinden der ville have havdepenge, så Lasse sprang op på dæk og hilste på hende. Ja, Danske penge havde vi jo ikke lige nogen af- så det blev lige et hurtigt smut op til en hæveautomat der spyttede nogle 100 kr sedler ud, han aldrig havde set før! Nå ja, lidt sker der jo i Danmark når man er bortrejst....

Tilbage på båden gik vi alle igang med at gøre klart til den videre sejlads, som vi havde besluttet skulle være mod Tunø. Det var Fredag morgen og mange synes måske det var et lidt underligt sted at stoppe, så tæt på Århus, men nu havde vi jo annonceret vores hjemkomst til at være Lørdag klokken 12.00 dut ,så vi så det lidt som et velkendt og perfekt stoppested. Vi skød gennem Lillebælt for fuld udblæsning da der var op mod 13-15 sm. denne dag. I bæltet var bølgerne ubetydelige og vi gik godt 8-9 knob derudaf.... Syd for Endelave og mellem Samsø og Jylland begyndte bølgerne at være noget mere krappe, og vi grinede lidt af at vi nu "næsten" havde mere vand på dækket end vi havde haft på de store have! Ironisk nok.... Heldigvis er Tommy ikke bange for lidt blæsevejr, som han selv siger- "så længe i ikke ser bekymrede ud, så er jeg det heller ikke" Der var nu heller ikke noget at være bekymret for, vind og bølger er lige guf for en solid langtursejler....

Tunø havn var ligeså dejlig og hyggelig som vi huskede den, og efter at have lagt til, fik vi hurtigt arrangeret grillen oppe ved det overdækkede grillsted lige ned til havnen. Anders havde købt en lækker oksesteg som han havde marineret og lagt under dørken så den var lige klar til at smide på kullet. Tommy havde sørget for at købe Champagne i Middelfart så vi kunne fejre vores sidste aften inden genforeningen næste dag. Vores sidste aften på vore meget lange rejse. Det var svær at forklare familie og kærester at vi var på Tunø og ikke hjemme, men vi havde brug for denne aften til at samle tankerne inden vi for alvor var tilbage. Der blev snakket om turen, og om forventningerne om at være "tilbage i morgen".... Vi mødte et lægepar og deres datter, og blev budt over på deres båd efter aftensmaden, og hyggede med dem i deres cokpit, talte om rejser, sejlads og meget andet, sejlere har altid noget at snakke om....

Det blev en rigtig dejlig aften og en aften vi helt sikkert ikke lige glemmer- vores allersidste aften på vores eventyr.....

Det sidste aftenmåltid, blev med stil. Champange, 23 års rom og godt selskab.

Næste morgen kl. 09.00 sejlede vi fra Tunø havn og mod århus. Det var rigtigt tarveligt vejr og vi kunne næsten ikke byde vores familie, venner og kærester at stå og vente på kajen ved Marselisborg i dette møjvejr så vi måtte hellere komme til tiden... Spændingen ved det snarlige gensyn kunne tydeligt mærkes, og undervejs besluttede vi os for gøre lidt ud af vores hjemkomst, så vi fandt et par flares (nødblus) frem som vi ville tænde uden for havneindsejlingen. Det havde Dennis og Lasse set nogle roere gøre på Antigua efter at have roet over atlanten! og vi tænkte at det ville være lidt festligt. Vi viste godt at man ikke måtte bruge sådan nogle når man ikke er i problemer, men vi tænkte at når nu vi ikke valgte de røde (faresignal) men de hvide så gik det jo nok. Signalflagene blev også bundet sammen og hejst i masten så Dania så lidt festlig ud...
Klokken blev 12 og vi var snart ved indsejlingen ved havnen, vi kunne skimte folk inde på kajen i silende regnvejr og var mildest talt spændte. Dennis og Lasse tændte de to signalblus og vi sejlede stille ind i havnebassinet- hold da kæft hvor var der mødt mange frem!

Det er svært at beskrive hvad der lige skete i de få minutter før vi lagde til og minutterne efter, det var så overvældende igen at se vores elskede familie, kærester og venner igen. Men der blev i hvert fald krammet, kysset og fældet en tåre (eller mange)....

Igen, som ved vores afsked, havde vore familie sørget for champagne og lækkerier der var sat frem i regnen. Men skide være med regnen, det var fantastisk at se alle igen og helt og aldeles uvirkeligt! Dennis bror, Rene holdt en fantastisk tale, som vi takker meget for, og vi fik også en gave i form af et vendespil med alle billederne fra vores Blog langt i en fin hjemmelavet kiste, det var Dennis moster der havde lavet denne fotte gave....

Vi flakkede alle rundt for at nå at hilse på alle fremmødte og hvis der skulle være en der læser dette, men som var mødt op og ikke hilst på af os, så undskylder vi mage gange! Tusind, tusind tak for denne vidunderlige velkomst i gav os- som det var med afskeden, så var velkomsten mindst ligeså dejlig....

"Daniadrengene" + bromand Tommy, var nu hjemme i Århus igen,

Tak for den interresse i har vist projektet, og af hele vores hjerter, tak for den opbakning i alle har udvist inden og under rejsen. Vi har fået en oplevelse vi for altid vil huske! Og vi er lykkelige for at vi fik det gjort - Vi har for os selv bevist, at drømme nu engang er bedst når de ikke kun tænkes men leves.....

Enden på et eventyr er nået- en rejse gennem mere end 16 lande, et ukendt antal øer, og ankerbugter og to gange over Atlanterhavet. Et møde med en masse fantastiske mennesker, og masser af sjove, spændende og til tider hårde oplevelser, et møde med savnet til dem vi holder af, og et møde med masser af vand....

Venligst,
S/Y Dania

”Narkorazzia” og Storbysferie

2010-06-23T05:17:00.001-07:00

Mandag den 7 juni – søndag den 13 juni
Mellem Cherbourg/Frangkrig og Amsterdam/Holland

Efter at have sejlet endnu en døgn i den engelske kanal, kaldte Tommy på Lasse da et stort officielt udseende skib kom sejlende mod os, Tommy og Lasse stod og kiggede på det, og mente at de nok havde en øvelse eller noget, da de sænkede en stor RIB (gummibåd) i vandet. RIBén sejlede dog hen imod os og da de kom helt hen på siden af skibet præcenterede de sig som Franske toldere. 3 mand og en kvinde, alle bevæbnede kom ombord og forklarede at de ville søge båden igennem for narkotika. Det måtte de selvfølgelig gerne, og vi viste dem først skibspapirer og pas og forklarede hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen. Vores oplysninger omkring hvor vi skulle hen blev tjekket på vores pc som en af tolderne gik igennem. Tolderne var meget grundige, men også meget venlige. Alt blev kigget igennem, dørken blev pillet op, dykkerflaskerne blev tjekket for om der var noget i dem, skabe, luger og låger blev åbnet. Og hver gang de fandt penge, kom de hen og afleverede dem til Lasse (Vi skulle ikke mistænke dem for at være korrupte), Det endte selvfølgelig med at de ikke fandt noget narko, til gengæld fandt de 18 flasker rom som Dennis og Anders har købt i Caribien. De spurgte om en kvittering på sagerne og da Dennis ikke kunne finde den, kontaktede de deres hovedkvarter og forklarede os at vi stod til en bøde da vi kun måtte have 1 liter alkohol per mand der ikke var dekareret. Mens de ventede på svar omkring bøden på rommen tjekkede de den for narkotikum med papirstrips ? Hvem gemmer lige narko i 12 års rom? Nå men ej, heller der fandt de noget. Efter at have haft besøg af tolderne i over en time og 4 personer havde kigget alt igennem, sagde de at vi slap med en advarsel med hensyn til rommen- vi takkede og de ønskede os fortsat god rejse.

Turen kunne fortsætte og den videre tur mellem Dover og Calais som ellers kan være en noget af en prøvelse med modstrøm og trafik viste sig at blive helt fantastisk. Der var ganske vidt ingen vind, men til gengæld havde vi medstrøm og gjorde 8 knob for motor samtidigt med at der var helt stjerneklart og meget god sigt så vi kunne se alt den krydsende trafik.

Dover strædet skulle så også blive det sidste sted hvor vi havde god sigt for derefter ramte vi meget tæt tåge i kombination af modstrøm! De viste sig at tågen ikke sådan ville forsvinde og vi valgte derfor at søge i den nærmest liggende havn 20 sømil væk fra hvor vi var. Zeebrugge i Belgien, en kæmpe industrihavn blev målet for vores nødhavn, og vi luskede os over trafikruten med en mand stående og lytte ude i stævnen efter tågehorn eller motorstøj. Tåge er virkeligt noget møg at sejle i, og næste gang en af os skal ud at sejle langt bliver det ganske sikkert i en båd med radar!

God sigt!

Ringe sigt! Kan i skimte skibet på billedet?

Fiskekongen Tommy... Hornfisken blev dog udsat igen.

Når skipper har vagt... så skal det regne.

Hakkebøf, bløde løg, brun sovs og kartoffelmos... en god måde at afslutte en træls sejlads på.

Regnbuen inden solnedgang, gjorde også det hele bedre.

Der er ikke meget godt at sige om Zeebrugge havn i Belgien, der er ikke særligt flot, til gengæld belv overnatningen i marinaen gratis da vi ankom så sent at havnekontoret var lukket. Dennis lavde bøffer og bløde løg som blev fortæret til en kold øl i cokpittet…. Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget! Er det ikke det man siger?

Næste morgen kl 05.00 stod vi op og smuttede afsted inden havnemesteren fik sko på- nu havde vi jo dybest set heller ikke brugt andet end kajen, hverken vand, strøm eller bad, så vi følte ligesom godt at vi kunne ”smutte fra regningen”.

Da vi kom ud af indsejlingen og ud i åbent hav så vejret ikke meget bedre ud end dagen før, det regnede dog, men der var stadig tåge. Efter en kort vurdering viste det sig dog at sigten var meget bedre en dagen før, hvor vi nærmest ikke havde tid nok til at undvige et containerskib. Fast besluttet på at skulle til Amsterdam kæmpede vi os imod regn, modstøm og modvind så farten af og til var nede omkring 1 knob,- til gengæld ved vi jo så at strømmen nok skal vende senest 6 timer efter og skubbe en hurtigt frem, så før eller siden skulle vi nok komme til Amsterdam.

"Hydrofoil hurtig vandtaxi", der sejler på kanalen ind til Amsterdam.

Indsejlingen til Sixhaven marina i Amsterdam.

Her kan i se hvor tæt marinaen ligger på Amsterdam banegård.

Efter to døgn i hvad de fleste ville kalde ”træls vejr” ankom vi til indsejlingen til Amsterdam. Indsejlingen ligger ved byen Ijmuden, og kanalen mod Amstedam er ca 25 km. Først skulle vi igennem slusen der er grunden til at vandstanden i Amsterdams kanaler er konstant. Efter at det var gjort var vi inde i Holland og sejlede nu på den stille kanal på vej mod storbyen….
Vi fandt den lille Marina ”Sixhaven” der nærmest ligger i centrum af Amsterdam. Det vil sige den ligger overfor hovedbanegården på den anden siden af kanalen. Fra marinaen går man 5 minutter hen til en af de mange gratisfærger som tager under to minutter at krydse kanalen og så står man inde ved hovedbanegården i Amsterdam centrum. Det er da storbysferie! Egen båd med til Amsterdam , og stå er marinaen endda den biligste vi har oplevet i europa- dog også den mindste, så den skulle være tætpakket om sommeren, og der er da nærmet heller ikke vendeplads til Dania inde i den….

Dennis tog sig en lur efter sejladsen og Tommy, og Lasse tog ind efter Anders der netop var ankommet med TGV toget fra Paris. Vi tog lige et kig på byen og fik noget at spise inden vi igen tog tilbage til båden. Det er en sjov oplevelse at komme til en så stor by efter så langt tid på Cap verde, Caribien og Azoerne. Det virker som om man er trådt ind i en bisværm, der er mennesker, busser, biler og cyklister overalt… Samtidigt er det også enormt rart at komme til denne luksus som en storby byder på.

Nedenfor en billedeserie taget af Lasse... godt gået Skipper.

Amsterdam er en fantastisk by, og en by hvor bare det at gå rundt og se på de skæve kanalhuse er en seværdighed. Tommy der ikke før havde været i Amsterdam, blev også vist lidt rundt i ”Det røde distrikt” han benyttede sig dog ikke at nogen af tilbudene. Vi tog dagen efter ind på et spillested og restaurant, hvor vi fik fantastisk middag og hørte god livemusik. Dog var der ikke så højt til loftet på 1. salen hvor vi sad, hvilket gjorde at Tommy nærmest ikke kunne rejse sig, og tjerneren bankede flere gange hovedet i bjælkerne….

Efter middagen og musikken, tog vi videre med nogle fra ”Husbandet” i byen og endte med at have en rigtig sjov bytur i Amsterdam…. Som vi selv kalder det: "en god afslutning på en fantastisk sejltur!"

Venligst,
S/Y Dania

Pilothvaler og mågefiskeri

2010-06-23T04:45:00.000-07:00

Torsdag den 27 maj – 6 juni
Mellem Azoerne og Den engelske kanal

Efter at have ventet små 2 timer på at tankpasseren i Horta marina skulle komme og fylde diesel på vores båd, kom vi endelig af sted på vores tur mod Europa. Denne gang var der et nyt medlem ombord på dette lange stræk på ca. 1300 sømil, nemlig Tommy som har sejlet meget med os i Danmark men aldrig på længere stræk som dette. Han var naturligt nok den af os der var mest spændt på turen, som startede med masser af vind fra en god retning så de første døgn tilbagelagde Dania mange sømil. Tommy havde specielt glædet sig til at se delfiner og hvaler på turen, og førstnævnte viste sig hurtigt allerede den første dag om aftenen hvor en flok på 10 delfiner fulgte båden et kvarters tid.

Tommy fulgte Lasse på et par vagter og var derefter klar på selv at tage sine vagter. Langt den største del af tiden på lange stræk foretager man sig ikke meget på sine vagter andet end at holde udkig engang imellem. Der skal sjældent trimmes sejl eller ændres kurs, og hvis Tommy skulle blive i tvivl om noget på nattevagterne skulle han bare vække en af os.
Tommy´s ønske om at se hvaler blev allerede indfriet på anden-dagen hvor en flok pilothvaler hilste på os, og som vi før har nævnt her på bloggen så er havpattedyr nu engang noget af det sejeste vi kan møde på vores passager.

På 5 dagen var vinden forsvundet og vi måtte have gang i motoren, heldigvis viste vinden sig igen efter små to døgn hvor vi igen kunne sejle for sejl.
Turen bød ikke på mange fisk, og kun en lille makrel bed på krogen, derimod var fiskeriet efter måger helt forrygende og på ganske kort tid havde hele 3 måger filtret sig ind i vores liner i forsøg på at spise vores gummiblæksprutter. Det skal dog siges at vi aldrig før har fanget fugle med vores fiskegrej så vi var ret forbavsede da de rent faktisk forsøgte at fange vore agn. Fiskeriet blev herefter indstillet når der var havfugle i sigte

Selv skipper bliver søvnig.

Tiden blev også brugt til at lege med Tommys iPod.

En af de mange skibe i den Engelske Kanal.

Oprindeligt havde vi påtænkt os at tage til Plymouth i England, men da vejrudsigten viste sig at forstætte med god vind endnu et døgn da vi nærmede os England valgte vi at sejle et smut videre mod Cherbourg i Frankring. På den måde ville vi også være helt sikre på at have sejlet halvdelen af den Engelske kanal i godt vejr. Vores mobiltelefoner begyndte at give lyde fra sig før vi kunne se land og var et tegn på at der ikke var længe til at vi igen skulle sætte fødderne på fast grund.

Vi ankom til Cherbourg om eftermiddagen den 6 juni, lidt over 10 døgn efter vi var taget afsted fra Azoerne. Marinaen i Cherbourg har alt hvad man kan ønske sig når man netop har sejlet i over 10 døgn. Vi tog hurtigt et smut forbi havnekontoret, og havde nær glemt at dette var Europa og ingen skulle derfor se pas eller skibspapirer. Derfor tog turen på kontoret ganske få minutter og vi gik hurtigt videre mod badene og fik os et vel nok meget tiltrængt bad!

Besætningen vel ankommet.

Efter en hovedrengøring af 4 stk. sejlere satte vi os op på ”Yachtclubben” og fik os et par øl, og talte om hvad vi havde lyst til at lave denne aften. Vi havde set at der var en bowlinghal lige bagved marinaen og besluttede os for at spise aftensmad der og bowle lidt- nu havde vi jo også brug for at ”røre os lidt” efter 10 dages stillesiddende, semi inaktiv adfærd. Bowling eller noget der mindede om det blev det til, og det vi måske ikke havde i talent havde vi i sjov….

Dagen efter tog Anders fra båden og mod Paris med tog for at mødes med hans veninde Anne. Planen var at han skulle bruge nogle dage i Paris med hende mens vi andre tre skulle sejle videre mod Amstedam hvor han igen ville komme på båden.

Vi havde netop set at der var kuligvarsel ud for belgien og Holland om 3 døgns tid, så vi valge at korte opholdet i Cherbourg ned og tage mod Amsterdam samme dag - det var nok vores korteste ophold i land efter et langt stræk over Atlanten – under 24 timer.

Venligst,
S/Y Dania

Azoerne

2010-05-26T13:40:00.001-07:00

Onsdag d. 26 maj 2010

38° 31.950 N
28° 37.503 W

Efter at vi var tjekket ind i landet og fik et glædeligt gensyn med vores fællesven Tommy, som samtidig også er Lasses papbror, kunne vi endelig nyde at vi var fremme og i god behold.

Tommy havde efterhånden ventet på os i en uge og var derfor også glad for at vi endelig var ankommet. Dette skulle selvfølgelig fejres alt sammen, hvorfor vi tog op på den lokale og berømte bar ”Peters bar/ Café Sport”, som er langtursejlernes mødested. Derefter gik det hele lidt af sig selv og for at gøre en lang historie kort, så gik vi fælles hjem fra en fantastisk bat i byen kl. 8 om morgenen… så var det vist fejret!

Mange dage på havet!

Familien blev kontaktet ved første lejlighed.

Der var flere ting som skulle ordnes på båden, som vi undervejs over Atlanten havde lagt mærke til. Derfor brugte vi 2-3 dage på vedligehold og istandsættelse. Båden var nu atter i tip-top kondition, set i forhold til, at den netop har sejlet over 10.000 sømil det sidste års tid.

Marinaen... set fra masten.

Hvis i undrer jer over hvordan det ser ud fra toppen af vores mast, viser Dennis det her til jer.

Vi vidste allerede ved vores ankomst, at vi ikke ville have mange dage tilgængelig på Azoerne. Dette skyldtes, at vi skulle videre for at kunne nå hjem inden en bestemt dato. Det var vilkårene, så derfor kom arbejdet og klargøring til næste del af turen som første prioritet og dernæst afslapning og sight-seeing.

Dagen der var afsat til sight-seeing, begyndte med at Tommy, Lasse og Dennis lejede en bil. Øen blev kørt tynd, hvilket ikke siger så meget, da øen ikke er synderlig stor. Men hvad den ikke havde i størrelse, havde den i en naturskønhed, der slår meget af det vi tidligere har set på vores tur. Øen er også kendt for sin ene vulkan, som har et stort krater, der i dag er frodigt tilgroet. Krateret er mere end en kilometer i diameter og på toppen er der en udsigtsplatform, der gør det muligt at se hele skønheden. Dette ville vi selvsagt gerne se og kørte dertil, allerede tidligt på turen. Da vi ankom, var der dog overskyet og intet kunne vi se. Ned af bjerget kørte vi igen og valgte at køre op på nordsiden af øen. Denne del af øen består af høje tilgroede skrænter, der ender ud på strande med kulsort vulkansand.

To brødre... lykkelige over at have hinanden igen.

Fyrtårn på vestkysten.

En ny del af øen, skabt af en vulkan, som ikke har eksisteret i mange årtier.

Portugisiske orlogsmænd, der er skyllet op på stranden

En lille grissebasse.

Blomster fra en blomsterpark, som vi besøgte.

Nåletræ af en art.

Der var nu gået nogle timer siden vi var oppe på toppen af vulkanen, og vi håbede at skyerne nu var forsvundet, så sigtbarheden var blevet bedre. Vi kørte dertil med forventningerne i top… og atter engang blev vi skuffet. Ned af bjerget igen!

Aftenen nærmede sig og vi valgte at spise på en lille lokal café , der ligger placeret midt i Horta. Efter et godt billigt måltid, ville vi til at bevæge os tilbage til båden. Da vi kom udenfor kunne vi se at skyerne så ud til at være forsvundet. Der var stadig en time tilbage, inden solen ville gå ned. 3 gang måtte være lykkens gang, så ind i bilen igen, op på bjerget og forventningerne høje igen. Da vi kom derop, gik igennem tunnellen, der førte ud til udsigtsplatformen, kunne vi endelig løfte hænderne over hovedet af ren sejrsglæde. Det var muligt at se krateret… skyerne var der, men de var nok over os til, at vi kunne se. Og sikke et syn! Selvom det var en sejrens glæde, måtte vi hurtigt kapitulere for den ”bidende” kulde. 9 grader, blæsende… og i shorts! Nej vi måtte ned af bjerget igen. Nu kendte vi ruten ret godt og var alle tre stolte af vores ihærdighed og stædighed.

Tunnellen, som fører ud til udsigtsplatformen.

Udsigt fra vulkanen ud over Horta.

Krateret!

En tradition, som vi har set flere steder i marinaerne undervejs, men som vi aldrig selv har støtte op omkring er, at efterlade et maleri et sted i marinaen. Horta marina er fyldt med disse malerier og vi vil skyde på at der er nogle tusinde af dem. Der er nogle kunstværker heriblandt og nu var tiden til at vi også ville lade et minde være tilbage. Lasse var hjernen og malermesteren bag projektet, Dennis var malersvend, Tommy... jaaaa han kiggede på og kommenterede hele processen.

I morgen tidlig drager vi atter på langtur. Vi har 1300 sømil forude og forventer at det tager 10-11 dage Med på turen denne gang har vi Tommy. Det bliver hans hidtil længste stræk… og hvis jeg ikke tager meget fejl, så glæder han sig meget.

So long Azoeres… Hello Englang!

Venligst,
S/Y Dania

Atlanten 2.0

2010-05-26T13:26:00.000-07:00

Fredag d. 20 maj 2010

Dagen blev det, hvor vi nu alle sammen skulle krydse Atlanten. Ingen havde brækket et ben, så med alle helbred I behold drog vi ud på en rejse over det store åbne hav.

Vi havde kalkuleret med godt 14 dage, såfremt vi kunne sejle gennemsnitlig 5 knob. Det viste sig dog hurtigt, at denne tur over Atlanten, ikke vil blive lige så nem og bekvem, som den tidligere tur over Atlanten 5 måneder tidligere.
Allerede på 2. Dagen, blev vi nødt til at tænde motoren, eftersom vinden forsvandt. Det kan måske være lidt vanskeligt at forstå, at der på et ocean kan være vindstille og bølgerne små… men det er muligt og det kan vi alle 3 skrive under på. Udover at det er larmende at sejle for motor og at båden gynger og ruller, så er det største problem, at vi kun har en vis mængde diesel med, som skal holde hele vejen. At vi måtte bruge næsten 3 dage for motor allerede i begyndelsen af turen, var derfor en frustrerende oplevelse. Både havet og vinden bestemmer over os når vi ikke er i havn, hvorfor der ikke er andet at gøre end at være tålmodige og acceptere forholdene.

Vinden kom også igen og bølgerne ligeledes. Det er meget forskelligt hvordan bølgerne er derude. Det kan være lange og flade, lange og høje, korte og ukurante eller brusende og mørke. Havet derude er dog meget vekslende, eller rettere sagt, det var hvad vi oplevede. De første 7 dage var afvekslende! På 8 dagen kunne vi se på en vejrfil, at der var ved at komme en storm fra vest mod øst. Vi lå på daværende tidspunkt ved 36° nord og kunne derved se, at hvis vi blev der, ville vi opleve hårdt vejr. Anders kontaktede derfor Herb, der fører en vejrtjeneste der hedder ”Southbound”. Herb fik vores position og det første hans sagde var: ”Ohh dear!” Vinden var allerede taget godt til og vi sejlede stort set lige imod den, hvorfor sejladsen virkede noget rå. Da han så yderligere gav udtryk for, at vi ikke var et godt sted, set i forhold til det system der var på vej, fik vi alle sammen en lille nagende fornemmelse og måske følte vi også en smule ubehag ved situationen. Det blev heller ikke bedre af at han bad os stikke syd på, hvilket ville være vanskeligt at vinden ville dreje i syd-syd/vest. Såfremt vi ikke kom væk derfra, ville der være en risiko for at vi ville blive ramt af stormen og være tvunget til at sejle med den nord på, hvilket ville kunne betyde, at vi ville ramt af den næste storm, som der var på vej lige i halen på den første… ikke nok med det, så var nr. 2 storm kraftigere…
Med den viden, besluttede vi at sejle stik syd på, og da vindretningen ændrede sig, var dette ikke muligt at gøre for sejl. Derfor måtte vi ned med sejlene og tænde for motoren. Dette er normalt ikke det man har lyst til, at det giver en ubehagelig sejlads. Vi vidste at vi blev nødt til at acceptere, at vi ville komme til at sejle 90° fra vores mål, men der var ikke andet at gøre.
Vi brugte to dage på at sejle væk fra uvejret. Vi nåede 33° nord og fik nu en god halvvind på godt 25 knob. Resulterende i at vi fik en dejlig behagelig sejlads, from for at risikere en hård og mere risikabel omgang. Vi blev på de sydlige breddegrader helt frem til den 2. storm var kommet forbi os. Herefter kunne vi atter begynde at sejle nord/øst mod målet. Der er noget dejligt ved at se triptælleren bevæge sig, frem for 2 dage i streg at opleve, at vi sejler, sejler og sejler, men ikke kommer nærmere mod målet.

Portugisisk Orlogsmand - En gobbel der krydser havet, ved at bruge "finnen", som den har foroven som et sejl.

Da den anden storm havde passeret os, fik vi en mail fra vores ven Rasmus, som igen var kommet tilbage til Danmark, efter at have sejlet med os i 5 uger. Han kunne fortælle os, at vores sejlerven Henrik Elmer, som vi mødte i Caribien, var blevet fanget i begge storme og var blevet reddet af den canadiske coastguard. I kan se mere om deres oplevelse på www.waverunner.dk. Vi kunne kun forestille os, hvordan det måtte være at forlade sit skib og se det drive ud på havet, alt i mens man i sikkerhed sidder i en redningsbåd. Dennis havde tidligere besøgt Waverunner, som var en fantastisk flot og solid båd.

Vi oplevede også nogle fantastiske sejldage, hvor vi gennemsnitligt sejlede mellem 8-9 knob, med høj solskin. Båden er som skabt til oceansejlads og dette blev tydeligt for os på denne tur.
Delfiner så vi flere gange hver dag og hver nat. Enkelte hvalsprøjt i horisonten blev det også til. Flere kontainerskibe passerede også vores rute, og endda var der en enkelt, som kun var 200 meter fra os på bagbordsside.
På turen fik vi ikke fisket så meget, som vi havde regnet med. Derfor var madrationen også lav da vi nåede nærmere vores destination. Maden på turen blev også anderledes, end det vi havde været vandt til de sidste mange måneder i varmen. Temperaturen dalede ned til 15-20 grader undervejs og derfor var det varme tunge retter, som blev favoritterne. Risengrød var det helt store hit…

Vulkanen PICO

Langt om længe nåede vi land. Det var på den 17 dag om morgenen, at vi endelig kunne anløbe Horta marina på Faial. Synet var fantastisk, ikke kun på grund af det faktum, at vi kunne se land, men specielt fordi øen virkede utrolig frodig, grøn og viste sine høje vulkaner i morgen disen. Det kunne ikke være bedre!

Endelig langt om længe, lykkedes det for hele besætningen at krydse Atlanten sammen. En drøm var gået i opfyldelse.

Venligst,
S/Y Dania

Farvel Caribien og Goddag Bermuda …. 7 dage senere

2010-05-03T13:18:00.000-07:00

Fra Jost Van Dyke og 850 sømil stik nord til Bermuda

32°22.847 N
64°40.593 W

Vejrudsigten havde lovet godt og blandet, fra alle retninger. Så vi tænkte ”ingen decideret storm, bare bøvlet vejr” så vi kunne godt tage af sted. Rasmus skal med fly fra Bermuda den 5 Maj og vores egen tidsplan hjem er også lidt stram, så vi tænkte at turen nok blev lidt længere end beregnet men at det var bedre at komme af sted for ikke at komme for sent….

Musik i ørene og en bog i hånden... så er 850 sømil en drøm.

Turen startede med en go gang bidevind (vind imod os), og det har Dania ikke det fjerneste imod, men det gør dog sejladsen noget mere ubehagelig, da det er imod bølger og båden banker noget. Men af sted var vi og det var fedt at være af sted igen….
Allerede på anden- dagen fik vi et godt solidt hug på den ene stag, og Lasse der styrede råbe på de andre og Anders kom op og halede fisken ind- turens største Baracuda og hurtigt blev den forvandlet til en omgang Nigiri og Makiruller (sushi). Og vi kunne konkludere at Baracuda som sushi fungerer godt!

Efter et par dage var vi alle også igen ved at få vores søben og søvnen ombord blev bedre og bedre, som den altid plejer på de lange stræk…

Vinden ændrede hele tiden retning og for det meste ikke til vores fordel, også vindstyken ændrede sig konstant, og vi rebede storsejlet mange gange for igen mange gange at fjerne rebet igen- Men det gav da noget at lave for den som var på vagt….
Turen bød også på næsten totalt vindstille, så motoren måtte køre et halvt døgns tid, hvilket vi ikke er så glade for da, båden gynger ret meget når vi ikke har vid i sejlene som holder båden stabil- men det er jo ikke alt vi selv kan bestemme, og slet ikke vejret.

Meget passende, efter at Baracudaen var fortæret efter 2 dage, fik vi endnu et hug på en af gummiblæksprutterne og denne gang var det en endnu større fisk, så båden måtte lige bremses i den kraftige vind der var på det tidspunkt. Dennis fightede fisken og efter en kamp på 10-15 minutter så vi den smukke grøn/ guld farve, af en stor Mahimahi, en han eller ”bull” som man kalder dem. Anders tog fat i linen og Lasse gaffede den store fisk og vi fik den op i båden. Hold da kæft hvor en kleppert! Fisken var ikke glad for at komme op og spællede rundt i cockittet, men hurtigt fik vi givet den en slat sprit i gællerne og så var den godt rolig så den kunne få et slag af hammeren! Vægten blev fundet frem og viste 10,5 kg- så var der i hvert fald igen prima fisk til flere dage….

Stykkerne på denne Mahi Mahi, var meget store i forhold til hvad vi har været vandt til.

Turen bød også på en ”Squall” en god vind og regnbyge med torden i det fjerne. Rasmus var på vagt og blev fanget af den hurtigt skiftende vind. Lasse og Anders rendte op til ham for at give en hånd med sejlføringen og alt i alt mens vi alle stod der i underhylere piskede regn og vind ind fra alle sider og snart frøs vi alle som vi sjældent har gjort det! Dennis fandt sejlertøjet frem, som ikke har været rigtigt brugt siden Europa, men nu var det åbenbart tiden igen…..
Havtemperaturen var droppet fra 31 grader i Caribien til sølle 22 grader da vi nåede tæt ved Bermuda. Også på nattevagterne begyndte vi at tage varmt tøj og nogle gange sejlertøj på- vi kan godt mærke at vi er på vej hjem…..

Efter 7 døgn på havet ankom vi til Bermuda tidligt om morgenen og sejlede ind gennem den lille passage til ”indsøen” ved St. George hvor man skal indklarere…
30 sømil fra land, have vi som vi skulle kontaktet myndighederne over radio, men det var ført da vi var omkring 15 sm fra land vi fik en god forbindelse. Lasse talte med ”manden i land” og de skulle have alt at vide fra; nummeret på vores Epirb, hvilken redningsflåde vi havde, hvor mange vi var ombord, vores mmsi nummer også videre og så videre- Det har vi aldrig prøvet før, der er ganske meget kontrol på Bermuda, men det foregik på en meget venlig og professionel måde.

Da vi kom helt tæt på indsejlingen kontaktede vi igen ”Bermuda Harbour Radio” som sagde at vi bare kunne sejle ind. Som sagt så gjort, og vi fandt hurtigt et sted at smide ankeret. 2 minutter efter dette var gjort blev vi kaldt over radion og blev bedt om at tage ankeret op og lægge til kaj ved tolderne? Hmm… den information glemte de nok lige at give os, eller også stod det et sted i vore ”pilot” vi ikke lige havde set?

Nå men op med ankeret og ind til kajen ved tolderne. Også her blev vi budt venligt velkommen og gik alle op til kontoret for at tjekke ind. En masse papirarbejde blev udfyldt, meget grundigere end noget andet sted, og Anders der har en Harpun blev bedt om at deponere den ved tolderne til vi igen skulle af sted, da det betegnes som et våben….
Tolderen ønskede os velkommen til Bermuda og gav os brochurer og informationer omkring øen og dens seværdigheder – sikken service, ingen sure toldere her, bare meget grundigt arbejde!

I stedet for at sejle ud og lægge anker valgte vi at lægge til i den hyggelige havn lige ved St. George, for at kunne nyde bare at kunne træde i land når vi har lyst- det er en ganske stor luksus når vi er vant til at ligge for.

En af de store missioner på Bermuda, var at komme ud at lede. Mere specifikt lede efter dele af fortiden og dele det med nutiden...

Tilbage i årene 1983-84 var en del af Dennis´ familie involveret i store byggeprojekter på Bermuda. Dennis´ farfar Svend Dybdal, ejede produktionsvirksomheden Harbjerg, som producerede betonelementer og havde indgået en stor aftale med den Bermudianske entreprenør virksomhed U-Universal Construction. Bermudas tidligere regering, havde som mål at ville udvikle boligmarkedet og skabe mere interesse blandt mulige udenlandske boliginvestorer, således at turismen ville blive større. Derfor valgte regeringen at arbejde sammen med U-Universal Construction, der var ejet af Mr. Robinson.

I den forbindelse aftalen mellem Harbjerg og U-Universal Construction, sendte Svend Dybdal en gruppe af danske håndværkere til Bermuda, der skulle bygge mere end 300 lejligheder og huse. En af personerne var Dennis´ far Johnny.

Og nu vil jeg gå over i jeg-fortælling! Da jeg var omkring 3-4 år gammel, husker jeg at min var væk i nogle længere perioder af gangen. Når han endelig kom hjem igen, havde han en god kulør og vigtigst af alt... en rigtig god orange metalboks med chokolade indeni.

Da jeg blev lidt ældre, efter min far døde, fandt jeg ud af hvor an havde været henne og hvorfor. Senere har jeg også set billeder fra en rejse, hvor min mor var over at besøge ham. I mange år, har Bermuda eventyret for familien Dybdal, været lidt af en ”skat” for mig og min bror... som vi ikke havde fundet endnu, men vidste eksisterede. Min bror, der dengang var 10-11 år gammel, blev dengang tilbudt at komme med min mor til Bermuda. Jeg var ikke særlig gammel, og min bror mente at det var synd, at jeg helt alene skulle passes hos min farmor. Derfor takkede han pænt nej, for at kunne være sammen med mig i stedet... nok ikke det valg jeg havde truffet hvis jeg var ham, men han skal da have nogle point for at ville være en god storebror.... tak Bruderhertz!

I forbindelse med at vi på denne rejse, begyndte at nærme os Bermuda, talte jeg med min mor, samt min onkel Karl Christian, der kunne hjælpe mig med at finde nogle af de steder hvor min far havde været med til at bygge. Han sendte mig også nogle billeder, der kunne hjælpe mig med at lokalisere arkitekturen af husene og lejlighederne. Med den viden i hænde, lejede jeg sammen Lasse en scooter og begyndte så at lede efter adresserne.

Hele øen blev undersøgt på kryds og tværs og resultatet blev derfor også godt. Fra 8 morgen til 10 aften, fandt vi 6 af de områder vi ledte efter. Nedenfor er er mange billeder, der viser hvordan de forskellige boligområder ser ud i dag. De havde dengang alle hvide vægge og sorte tage, men for nogle få år siden, blev der givet tilladelse til at ejerne af husene og lejlighederne, måtte male dem i en anden farve hvis de ønskede det.

Vi mødte enkelte af beboerne, der have boet der i mange år. En enkelt af dem, var søn til en kvinde der havde boet der siden begyndelsen. Han kunne fortælle os, at Mr. Robinson, der ejede U-Universal Construction, senere blev kendt som ”Risky Robinson”, eftersom han tog mange store chancer som forretningsmand.

Jeg har mange flere indtryk jeg kan og vil dele, men jeg tænker at det nok primært er Fam. Dybdal, der vil finde dem interessante : )

Her er mange billeder af alle de huse vi så på vores færd... Mange!

Convict Bay.

Vi så denne flise ved Convict Bay og kunne skimte at nogen havde skrevet deres navne på flisen. Vi tænkte at det måske var nogen af arbejdsfolkene fra dengang.

Cedarpark/ Cedar Chrest

Cedarpark/ Cedar Chrest

Cedarpark/ Cedar Chrest

39 lejligheder/ huse.

Duck´s Puddle.

Duck´s Puddle.

Fenton´s Drive

Fentons Drive.

Nogle huse vi fandt på øst delen af øen.

Lasse og jeg havde også til at gå på søfarts og national museum. Bermuda har en historie med mere end 200 år med slaveri. Det er også en ø med afsindig mange vrag rundt om ved kysten... blandt sømænd bliver den kaldt ”Devils Island!” Bermuda transporterede og mange fanger til Australien, hvor de havde designet specielle både, der mest af alt ligner ”Noahs Ark”, der kunne op mod 600 fanger. Ligesom slaverne blev transporteret nøgne rundt og tætpakket, ligeledes skete det for deres fanger.

Det store national Museum.

En af seværdighederne på museet, var en flok af delfiner. Her er en lille unge.

Vi havde også lidt tid til at vandre rundt i Hamilton, så vi kunne se Front street og de andre seværdigheder byen havde at byde på.

Front Street.

Front Street.

City Hall and Arts Center.

Hamilton set ude fra.

Indsejlingen til St. George.

Hvis i ser på taget her, kan i se at det er lavet sådan, at vandet kan rende rundt og blive samlet. Ligesom vi har tagrender. Taget er hvidt, eftersom det skulle være med til at holde regnvandet rent. Vandet løber ned i store beholdere, som de har under eller uden for huset. De er nødt til at opsamle vandet, eftersom der forekommer tørke på Bermuda. 95 % af alle husene på Bermuda, har disse tage.

Med scooterhjelmene på, lignede vi, syntes vi selv, nogle barske politibetjente.

Inden dagen var helt omme, slog vi et smut forbi Hamilton, som er hovedstaden. Vi fandt den ældste pub i byen, som var fra 1838. Vi spurgte bartenderen, hvordan baren havde været dengang i 80´erne. Han mente at det var stedet hvor arbejdsfolk og håndværkere kom og drak elefantøl. Så i mine tanker, så har farmand sikkert også siddet der med en kold elefant i hånden.

Efter en enkelt øl, tog vi en tur i biografen. En perfekt måde at slutte en rigtig god dag af på.

Dagen efter tog Rasmus og Anders af sted rundt på øen. Hvor de shoppede lidt i Hamilton og ellers fik kørt øen tynd. De sidder på en restaurant et eller andet sted og nyder tilværelsen, nu hvor det er Rasmus´ anden sidste dag inden han skal med flyet hjem,

I overmorgen, d. 5 maj, begynder vi krydsningen af Atlanten. Vi regner med at gøre det på omkring 12 dage, hvilket vil sige at vi er fremme på øen Horta, ved Azoerne omkring d. 16-17 maj.

Vi glæder os til at kunne dele vores oplevelser over Atlanten med jer! Indtil da til alle derude... ha´ det fantastisk og husk at smil : )

venligst,
S/Y Dania

” Jeg tror, det cirka er det mest romantiske, jeg nogensinde har set”

2010-05-03T13:17:00.000-07:00

Jost Van Dyke / Little Jost Van Dyke - British Virgin Islands

18°27.018 N
64°43.456 W

Næste ø der skulle besøges af Dania og besætning, blev en nærliggende ø, som også er en del af De Britiske jomfruøer – Jost Van Dyke…
Sejlturen dertil tog ikke mere end så 3 timer, og derefter ankom vi til en smuk og godt beskyttet ankerbugt. Stedet bød på strande, smukt blåt vand, lystfiskeri og så en enkelt restaurant- et rigtigt godt sted til afslapning…

Turen til Jost Van Dyke var fremragende. Landskaberne skiller sig meget ud, set i forhold til de andre øer i Caribien.

En lille, formodentlig privat ejet strand.

Forestil jer den udsigt, fra huset på toppen.

Dennis tog ud for at fluefiske efter Bonefish som han længe har været på jagt efter, men da disse fisk er ”sky som katte” bliver de meget nemt skræmt. Selv om Dennis listede sig frem med vand op til livet, havde han kun et enkelt nap fra en Bonefish og så var flokken skræmt væk- Fiskeri efter Bonefish skulle også være uhyggeligt svært… Alligevel knoklede han videre og stod op kl. 6 om morgen de næste to dage... bare for at se om det ikke kunne lykkedes ham at fange en enkelt Bonefish på flue.

Pelikanerne fiskede med os hele morgenen. De var klart mere effektive end vi var.

Den flotte mangrove.

Dennis er ikke den mest inkarnerede fluefisker... men med tiden blev kastene længere og knuderne på linen færre.

I meget lavvandede områder, vil man kunne se halerne fra bonefish i overfladen.

Som sagt bliver de nemt skræmte... her kan man se dem flygte.

Lagunen hvor bonefiskene trak ind hver morgen.

Fordelen med kajakken er, at man lydløst kan glide tæt ind på fiskene.

Resten af besætningen, nød dagen med sejlads i kajak, boglæsning og fiskeri efter nogle lidt nemmere fisk…

Dagen efter fik vi alle noget af en overraskelse – pludselig kom en sejlbåd sejlende ganske tæt på Dania, og på dækket sad en pige og spillede guitar. Anders lå i hængekøjen og fik sig ”en på øjet” og pludselig gik det op for os at det var Anders ”feriekæreste” den franske gademusikant Anne og hendes veninde Maja fra Tjekkiet – Anders stod fuldstændig mundlam, da vi jo havde taget afsked med dem for længe siden på Sint Marteen !

Historien er, at Anne meget gerne ville se Anders igen, og da hende og Maja havde fået plads hos en skipper (Dave) fra Alaska -der havde sin egen båd, havde han tilbudt at være med på at finde os, problemet var bare at de ikke helt vidste hvor vi var, så de havde spurgt andre sejlere undervejs og til sidst snakket med nogen der havde mødt os og vidste hvor vi var! Det skal lige siges at BVI øerne har måske 50-100 ankerbugter fordelt på rigtigt mange øer, så der var nok også lidt held i at de fandt os.

Dennis udbrød ” Jeg tror det cirka er det mest romantiske jeg nogensinde har set” og ja- det var det helt sikkert….
Resten af dagen gik derefter i selskab med Dave, Anne, og Maja- alle tre nogle helt fanstatiske og spændende mennesker.

Der gik ikke mange sekunder, før end Anders havde hentet Anne i hans kajak.

Imens Anne sad sammen med Anders i kajakken, smed Dave og Maja anker ved siden af os.

Morgenen efter, tog begge både til den nærliggende havn for at tjekke ud fra BVI da vi alle skulle videre. Vores planer var at tage til Bermuda dagen efter, hvis vi havde en god vejrudsigt til den 6-7 dages lange sejlads. Båden blev klargjort til vores første ”lange” stræk siden vi sejlede over atlanten i december måned- og vi glædede os alle til igen at komme på åbent hav!

Solopgang ved ankerpladsen.

Anne nåede at få arrangeret at hun kunne spille uden for en af restauranterne om aftenen. Det var vores sidste aften, så selvfølgelig skulle vi hen og høre hende. På mange måder en rigtig god måde at slutte Caribien af på... venner, nye venner og god musik.

Der er går rygter om spøgelser i Caribien... hvis i ser nærmere på dette billede, vil i kunne se dem.

En højtaler, et scooterbatteri, en guitar, bongotromme, en ukulele og en guitarpedal... det er værktøjerne for en eventyrlysten gadesanger.

"Salt på skinnerne forsinker togdriften i weekenden..." det er lidt en anden virkelighed for os.

Venligst,
S/Y Dania

Fiskeri og ”The HMS Rhone”

2010-05-01T10:51:00.000-07:00

Road Town - Tortola, British Virgin Islands

18°25.503 N
64°37.013 W

Tortola er også kendt for at have godt fiskeri efter, blandt andet store Tarpon og Bonefish, og Dennis undersøgte nogle steder på nettet, og fandt en kanal der ligger mellem Tortola og en lille ø hvor lufthavnen ligger. Der skulle være store Tarpon, som vi gerne ville prøve at fange. Vi legede turens indtil videre mest skramlede bil og tog af sted om eftermiddagen, da fiskeriet skulle være bedst i skumringen og meget tidlig morgen. Efter en halv times kørsel fandt vi stedet og begyndte at fiske med vores medbragte frosne blæksputter som man kan købe i de feste supermarkeder herovre. Til at starte med så vi kun mindre fisk og fangede da også nogle ganske farvestående (akvariefisk), men så altså ingen store Tarpon. Senere på aftenen så vi flere store ”eaglerays” passere os under den bro vi stod og fiskede fra, og pudselig kom så de store Tarpon! ”Yes!” endeligt- Tarpon på måske 30-40 kg kom svømmende dovent lige under os og fiskebegejstringen kendte ingen ende….

Af ukendte årsager var fiskene ikke lige sultne den dag, og ignorede totalt vores eller dejlige og ildelugtende blæksprutter som de svømmede lige forbi- og sådan fortsatte det nogle timer, hvor vi gradvist blev mere og mere frustrerede…..

Pludselig fik Dennis et kæmpe hug og udløb på fiskehjulet, af en af fiskene på en af de små ”akvariefisk” han havde sat på en krog, men efter en kort kamp med den store Tarpon, der nær trak fiskestangen i vandet, hvis ikke det var for at Anders havde været hurtig til at fange den. Alligevel mistede han den desværre fisken.

Det blev desværre den eneste Tarpon vi havde på krogen, og sent om aftenen tog vi tilbage til båden….

En af de mange både, der nærmest virker forladte.

Norsk krydstogtsskib.

Den må være fra en James Bond film eller lignende.

Tortola har en af de største bådleasing parker i Caribien. Det her er kun en mindre del af hele parken.

Dagen efter havde Lasse arrangeret at skulle dykke på et vrag af HMS Rhone, mens Dennis og Anders igen ville tilbage og prøve at fange Tarpon om morgenen kl. 06.00.

Både Rasmus og Lasse sov sødt, da Anders og Dennis tog ud for at fiske. Kort tid efter, stod Lasse dog op og kulle finde en taxa, som ville køre en ham til den nærliggede by Nanny Cay hvor dykkerfirmaet holdt til. Vraget af HMS Rhone skulle ifølge flere dykkermagasiner være kåret til Caribiens bedste vragdyk, så begejstringen og spændingen kunne ingen ende tage- dette dyk måtte være fedt!

RMS Rhone var et ”Royal mail” damp og sejldrevet skib, der sejlede fragt og personer mellem England, sydamerika og Caribien. Skibet blev bygget i 1865 og var 310 fod langt (94 meter) og ligesom Titanic var hun udnævt til ikke at kunne synke! Og så ved vi jo godt hvad der sker….
Skibet var luxuriøs indrettet og kunne foruden last rumme 253- 1.klasse gæster, 30- 2. klasse og 30- 3. klasse personer. Den 19 oktober 1867 lagde den til i Great Harbour (hvor vi lå) for at læsse kul ombord da den daværende ”kulstation” på St. Thomas (dengang dansk ø), havde et udbrud af gul feber. Kaptajn Robert F Wooley blev bekymret da barometerstanden dalede kraftigt og mørke skyer trak ind over bugten, men da det var udenfor orkansæsonen var han ikke videre bekymret.

Den første del af orkanen var overstået uden megen skade, men det store skib havde trukket deres anker og blev kaptajnen var nervøs for at de skulle ramme kysten ved Peter Island når den anden del af orkanen ville ramme dem. På det tidspunkt befandt de sig i orkanens øje. Et andet skib “Conway” der også lå i havnen transporterede deres passagerer over på HMS Rhone, ”der jo ikke kunne synke” og som man gjorde dengang i orkaner, ville de sejle ud på åbent vand for ikke at kunne ramme skær, klipper og rev. Alle passagerer blev bundet til deres senge for ikke at komme til skade i det stormfulde hav. The Rhone skulle til at tage deres anker op men da det sad fast måtte de slippe det og det ligger den dag i dag på bunden af Great Harbour.

Kaptajen valgte at sejle skibet på åbent hav og tog en rute mellem ”Salt Island” og ” Dead Cheast Island” 230 meter fra at være i sikkerhed på åbent hav, ramte den anden del af orkanen dem med en skiftende vindretning, og skibet ramte en stor klippe ved Salt Island. Skibet brækkede i to halvdele da det ”kolde” havvand ramte skibets glo hede ”boilers” som eksploderede.
Af de 146 mennesker ombord plus et ukendt antal passagerer fra det andet skib ”Conway” var der kun 23 mennesker (alle besætningsmedlemmer) som overlevede ulykken…

En gammel tegning af HMS Rhone.

Her ses et kort over vraget og dens placering på revet.

Nok historie om død og ødelæggelse- efter 40 minutters sejlads nåede dykkerbåden ud til stedet og ankrede op ved en fast bøje nær vraget. Instruktøren fortalte om de to dyk vi skulle foretage og hvordan det ville foregå. Vi dykkede ned på omkrin 25-28 meter vand og svømmede hen mod vraget som pludselig dukkede op i det krystalklare vand ! selv om det kun var det forreste halvdel af skibet vi kunne se på det første dyk var bare størrelsen imponerende! Skibet lå på siden med de store master liggende hen af sandbunden. Da skibet jo har ligget på havbunden i over 140 år var det dækket af de smukkeste farverige koraller, og overalt var der en stor mangfoldighed af fisk og andre dyr. Noget af det bedste ved dette vrag er alligevel at alt er utroligt godt bevaret og det er nemt at se hvad de forskellige ting på skibet er. Instruktøren svømmede forrest ind i vraget med Lasse bagefter sig- og nu var vi inde i det enorme rum, inde i et skib fra 1865! Vi svømmede ”vægtløse” rundt inde i skibets mørke, men kunne alligevel se godt nok til at hilse på de store fisk der ”boede” derinde, Da der flere steder var huller i skroget hvor lyset kunne trænge ind. Det var en helt fantastisk oplevelse at se dette gamle skib og alt blev grundigt undersøgt, med øjnene og ikke hænderne selvfølgelig… Selve det at svømme gennem skibet tog måske 10-15 minutter grundet dets enorme størrelse og snoede ”gange”.

På det andet dyk så vi blandt andet på skibets, 16 fod store bronze propel og tilhørende massive aksel der var så stor at man ikke kunne nå rundt om den med armere. Flere steder kunne man se Ko-øjer stadig med glas man kunne se igennem og ornamenter indgraveret flere steder på beslag og lignende. Vi så fliser fra skibets køkken med mønster der stadig var tydeligt, værktøj der havde været brugt ved dampmotoren og også skibets store ”kondenserings anlæg” på størrelse med en campingvogn. Endda en sølvske sad fast i et stykke koral, og historier siger at det var kaptajnens?

Efter disse to dyk var det svært at få begejstringen ud af kroppen, og hvorfor også gøre det? Det var en helt uforglemmelig oplevelse, i et univers der er så anderledes end det vi normalt befinder os i….

Et tegn på at vi er ved at være tæt på USA.

Dennis og Anders fangede heller ikke i den omgang nogle pragtfisk. Enkelte små blev det dog til. Dennis oplevede tilmed, at alt imens han havde en mindre fisk på krogen, at den blev angrebet af en Barracuda. Anders og Dennis blev dog enige om, at uanset om man fanger noget eller ej, så er det en gave at komme så tidligt op og se solopgangen og stå og se ud over vandet... og muligvis tage sig en morgendukkert.

Venligst,
S/Y Dania

Den gamle koloni - Dansk Vestindiske Øer

2010-04-18T14:21:00.001-07:00

BVI - Tortola

18° 25.310 N
64° 37.214 W

Torsdag var dagen hvor vi skulle videre mod Tortola, som er en af de Britiske Jomfruøer. Turen ville igen være for lang til at kunne tage i de lyse timer, så vi valgte at tage af sted om eftermiddagen så vi kunne være fremme næste morgen mens det var lyst.

Vi tog om eftermiddagen et smut forbi Dieselstanderen ved Bobbys marina, og fik fyldt op med billig diesel, og selvfølgelig vand, som denne gang var af rigtig god kvalitet- modsat Antigua hvor der var alle mulige små kryb og blade i vandet. De havde tørke på Antigua så vandet kom direkte fra en sø! Ufiltreret... Men her på Sint Maarten var det fint drikkevand....

Sejlturen mod Tortola bød på masser af vind, men i en perfekt retning- halvvind hele vejen så Dania fik sat første reb i storsejlet og afsted det gik med fart på mellem 7-8 knob i de store bølger der var kommet grundet den sidste uges hårde vind. Når der er store bølger og vi gør over 7 knob er det umuligt for os at have vinduerne i båden åbne, og derfor bliver det meget varmt nede i båden. Det kræver lige at man vænner sig til at sove i varmen, og det sker sjældent på ture der ikke varer mere end et par døgn. Alligevel lykkedes det os alle sammen at få sovet en del på turen.
Tidligt om morgenen da solen stod op, kom Lasse op til Anders der havde den tidlige morgenvagt. Vi sejlede igennem en lille passage mellem et par af de mange små øer der ligger rundt om Tortola og det var et meget smukt syn med de tidlige morgenstråler på de høje små grønne øer, og nå ja, så kom der også lige en delfin og bød os velkommen...

Da vi ankom til Road Town bay som var den bugt vi ville tjekke ind i, fandt vi en lille bugt ved siden af Village Cay Marina hvor vi smed ankeret ganske tæt ved de andre både der havde lagt sig i bugten. Resten af dagen blev brugt på afslapning.....

Lasse foreslog at vi skulle tage til en af de tidligere Dansk vestindiske øer, som ligger lidt syd for Tortola. De har siden 1917 været amerikanske og da amerikanerne er lidt ”paranoide” er det ganske besværligt for sejlere at besøge disse øer, da der er specielle regler om VISA for at komme ind på amerikansk land. Derimod er det relativt nemt at ankomme til øerne som ”normal” tourist og da der går flere færger dagligt, til blandt andet St. John og St. Thomas undersøgte Rasmus og Lasse mulighederne for at tage af sted til St. Thomas dagen efter.
Det viste sig ikke at være helt så nemt som bare at tage færgen, vi skulle alle først have et såkaldt Visa Waiver nummer udsted på nettet og medbringe det i papirform for at kunne købe færgebiletten. Det lykkedes at få en venlig hotelreceptionist inde ved marinaen til at skrive disse papirer ud for os sent om aftenen og derefter var vi klar til at komme på udflugt til den tidligere danske koloni...

Tidligt om morgenen kl 05.45 var Lasse, Rasmus og Dennis oppe af køjen og på vej ind til land, Anders havde valgt at tage en hjemmedag på båden. Efter en kort gåtur hen til færgen fik vi købt biletter til hurtig-færgen mod St. Thomas.
Inden vi kunne komme på færgen skulle vi lige igennem et ”security tjeck” så amerikanerne var sikre på at vi ikke medbragte våben og lignende, metaldetektor og det hele! Ikke en eneste gang på vores tur er vi før blevet tjekket for noget som helt, og aldrig har en tolder været ombord på vores båd. Men sådan er det jo når det er USA man skal til …..

Da vi ankom til St. Thomas bemærkede vi straks at denne ø eller nærmere byen ”Carlotte Amalie” ikke lignede nogen anden by vi havde besøgt. Bygningerne var ældre og det var tydeligt at der her engang for mange år siden havde været danskere. Gaderne har navne som ”Norre gade” ”Store tvaergade” ”Prindsensgade” ”Dronningens gade” og så videre. Det var sjovt at være et sted i verden som på så mange måder ikke ligner Danmark, og så se disse Danske navne overalt i byen.

Vi gik hen imod ”Fort Christian” som er den ældste bygning på Øen. Her modstod danskerne angreb fra Spanierne, Franskmændene, Englænderne og selvfølgelig også pirater i gammel tid. Da vi ankom til fortet var det desværre lukket for publikum, grundet renovering, som dog skulle have været færdig i 2008....

Foran fortet, der desværre var lukket, trods det at det skulle være genåbnet i 2008.

Vi gik videre til Norregade og fandt ”Frederiks kirken” som var den første danske kirke på øen. Kirken så meget scandinavisk ud, og inde i selve kirken kunne man læse mindetavler med med masser af danske navne indgraveret. Også i kirkens gæstebog kunne vi læse at der var rigtigt mange danskere der havde besøgt denne kirke. Den største forskel mellem denne kirke og en ”rigtig” dansk kirke var nok at der ved koret var sat ”steelpans” op – store trommer lavet af olietønder, et meget typisk instrument her i Caribien.

En af de mange mindetavler over danske missionærer i 1600 tallet.

Dronningen og Kronprinsen, havde også været på besøg her i kirken.

Lasse foran Government House, hvor det danske konsulat dengang i tidernes morgen, holdt møder. I dag er det hovedkvarter for de amerikanske jomfru øer.

Government building

Udsigt fra toppen af St. Thomas.

Lasse og Rasmus på vej ned at attraktionen "99 steps".

"99 Steps" set fra neden".

Generelt var byen utrolig smuk og meget mere hyggelig end mange andre byer vi har besøgt på turen. Her er de gamle bygninger bevaret og man fornemmer stadig tydeligt, at dette har været en gammel dansk koloni. Vi fortsatte vores tur gennem byen og sluttede til sidst af med noget meget Amerikansk. Nu solgte vi jo rent faktisk øerne til amerikanerne for næsten 100 år siden.
”Hooters”, den kendte sportsbar og restaurant hvor servitricerne er kendte for deres fortrin, stramme, T-shirts og hot-pants. Ja´ mere amerikansk bliver det nok ikke, og meget langt fra den Danske kolonitid..... Men burgerne er gode og betjeningen er høflig, så vi kan godt anbefale stedet. Og på hvilken anden restaurant kan du ellers sidde og se programmer om lystfiskeri mens du spiser?

Her ses den høflige betjening!

Det var ved at være eftermiddag og vi skulle tilbage for at tage den sidste færge til Tortola. Mødet med den gamle danske koloni, havde været spændende og vi undrer os alle over at vi dog kunne finde på at sælge disse dejlige øer i det Caribiske hav? Vi manglede måske penge efter krigen? Eller også er det sådan at når amerikanerne gerne vil købe noget så er det måske slet ikke et spørgsmål? Det kunne i hvert fald have været sjovt hvis vi kunne have sejlet til danske øer herover.......

For at komme frem og tilbage til USA, skal der udfyldes mange papirer.

Turen på færgen, blev af Dennis brugt på, at læse.

Vi ved at vi nu har omkring 5 dage tilbage, før end vi sejler mod Bermuda, som bliver sidste destination inden vi tager den lange tur over Atlanten. Bermuda er specielt for Dennis, et sted som han glæder sig til at besøge. Vi ved at det er meget dyrt og er kendt for at være det land i verden, som har største BNP per indbygger. Alligevel glæder han sig og hvorfor...? Det får i at vide senere.

Venligst,
S/Y Dania

Kitesurfing... hmmm?

2010-04-13T15:15:00.000-07:00

Sint Maarten

18° 01.132 N
63° 02.453 W

Sint Maarten er stedet der er står døende hen, når ikke der er besøgende krydstogtskibe. Det er ikke hele øen, men stedet hvor de ankom til, var netop det sted, som er mest præget af amerikanske turisters spenderen. Det er ikke ment som nogen kritik eller at de er nedværdigende overfor den industri, for en ting der er sikkert er, at uden turismen ville denne og de fleste andre caribiske øer ikke kunne overleve.

Vi ankom netop en dag hvor alt lå stille hen. De kunne se, at byen og strandene var indrettet til at kunne husere mange mennesker, som dog ikke var at se nogle steder.

Dagen efter, var verden dog igen vendt på hovedet og med ét, var det tydeligt, hvad og hvordan hverdagen normalt så ud på Sint Maarten her ved Phillipsburg.... turister, velhavende i tusindvis. De var her for at besøge øen, men det de så var, havnefronten med alle dens indbydende luksusforretninger, souvenirbutikker og tax-free shops og ikke mindst smykke og diamantbutikker.

Ankerbugten, hvor Dania svagt kan ses i det fjerne højre hjørne.

St. Maarten/ St. Martin, skåret ud i marmor, midt i turistområdet.

Front Street, hvor der ruller mange penge igennem.

For at komme lidt væk fra det hele, og også for at opleve noget, som de har talt meget om, valgte Rasmus, Anders og Lasse , at gå ind til den lokale dykkerforretning. Vi forhørte 0s på priser og steder vi kunne dykke, samt hvornår det kunne lade sig gøre. Priserne var rimelige og næste dag om morgenen kl 8.30 tog vi ud for først at dykke på et sted kaldet ”Shark hotel” og dernæst et vrag kaldet ”White ghost”.

Dykkerbåden tog fra land og sejlede en lille halv time ud for kysten og bandt sig derefter til en lille mooringsbøje. Vi hoppede alle i vandet og dykkede ned på mellem 16-21 meter. Stedet vi dykkede på var et smukt rev og på en plet med sand mellem revene plejer andre dykkerforretninger at fodre hajerne, så derfor satte vi os på bunden og ventede. Den instruktør vi havde med fodrer ikke hajer, da han mener at det ikke er godt at hajerne associerer mennesker med mad- men alligevel er hajerne nysgerrige for om vi havde mad med til dem, og derfor kommer de ofte selvom man ikke fordrer dem. Vi ventede et par minutter på bunden uden held hvorefter instruktøren efterfulgt af Anders og Rasmus svømmede videre med Lasse bagerst. Pludselig kom en haj svømmende hen over stedet vi lige havde siddet på og Lasse fik øje på den, men de andre var for langt fremme til at han kunne nå at få deres opmærksomhed.....
Dog gik der ikke længe før vi så endnu en haj på revet, omkring 1,5 – 2 meter lang revhaj, og selv om vi vidste, at det ikke var en haj der var farlig for mennesker, så gippede det alligevel lidt i os, da hajen kom svømmende lige foran os.

Revet var meget smukt om rummede et væld af forskellige fisk, men alligevel blev det vores dyk nummer 2 på vraget ”White ghost” der var det bedste den dag. Vraget er af en Coaster fra 1995 og det ligger på dybder fra 22 meter og op efter. Sigten var enormt god, og vi kunne tydeligt se alt på skibet der pga. sin unge alder stadig var meget intakt. Vi tog chancen og tog Anders kamera med ned til omkring 14 meter (det skulle kunne klare 10m) for at tage et par billeder, men længere turde vi ikke, så det blev parkeret på forskibet inden vi dykkede videre (derfor har vi desværre ikke billeder af styrhuset).

Der var et væld af liv på vraget som står helt frit på et kæmpe område at hvidt sand. Det er tydeligt at fiskene og livet kun er her på grund af dette vrag. Henne ved styrhuset kunne vi dykke ind i det og kigge ud af vinduerne og se de rum der gemmer sig inde i styrhuset der var tre etager højt. Øverst oppe i styrehuset boede en stor hummer som man kunne se ved at stikke hovedet ind af en lille luge, og generelt havde fisk og andre dyr deres tydelige territorier og ”boliger” forskellige steder på vraget. Vi var alle meget betagede af at dykke igennem rummene på Coasteren, det virkede lidt som om man kunne svæve rundt i et hus uden hverken at røre lofter, vægge eller gulv. Alt kan betragtes uden at vi rørte ved noget som helst....

Tilbage på båden var stemningen entydigt, at vragdyk er alt for fedt, og vi var helt høje af vores oplevelser på dette fantastiske vrag med sin helt egen verden af flotte dyr rundt om det.... Det er helt sikker ikke sidste gang vi skal dykke på vrag ….

Dennis havde valgt ikke at tage med på dykkene, da det ville kræve at han skulle tage den grundlæggende dykkeruddannelse, der både krævede tid og kostede penge. I stedet brugte han mange timer på at udvikle hans færdigheder i forhold til redigering af billeder og yderligere udforske det grafiske univers og digitale medier. Dette betød faktisk at han i knap 3 dage, ikke var til at hive væk fra computeren, da han var dybt forgabt og fascineret i denne grafiske verden. Anders sagde så fint en af dagene, hvor Dennis henrykt havde fortalt om de nye muligheder og værktøjer han havde lært: ”Dennis... redigering af billeder, er også mulig når du kommer hjem... nu er du i Caribien og det er du ikke når du kommer hjem!” Men da vi nu har været afsted på eventyr i næsten 9 måneder har vi også brug for fordybelse hvad, enten det er en god bog, eller det at blive bedre til noget. Faktisk kan man vel sige at der kommer en form for hverdag når vi er på "ferie" i lang tid. Og nogle dage er det rart at "rive" sig lidt væk fra "eventyret" og gøre nogle af de ting vi også kunne finde på at gøre hvis vi havde været derhjemme. Det kan nogle gange være hårdt arbejde at skulle opleve hele tiden, og derfor har vi alle ombord af og til brug for en pause, og evt. lidt "alenetid"...

Vi lejede en bil i to dage, for at komme rundt og se øen. Vi begyndte turen med, at køre op for at hente Anders, hos Anne (som skal udtales fransk). Anne er en ung gadesanger og eventyrer, som Anders og Lasse mødte i Mindelo på Cap Verde øerne ud for Senegal (afrika). Undervejs på turen i Caribien, havde Anders udvekslet mails med hende og derved fundet ud af, at hun nu, ligesom os, var på Sint Maarten. Hun boede på et hotelværelse på den franske side af øen der hedder Saint Martin, og det var derfor at dagen begyndte med, at vi kørte op for at hente ham.

Vi havde hørt om et strand, som skulle ligge for enden af start- og landingsbanen ved øens lufthavn. Vi havde også hørt, at det skulle være en stor oplevelse, at opleve de kræfter og den støj der kommer fra jetmotorene, nar de lettede og landende.

Vel ankommet til stranden, så vi der var en ledig plads midt i det hele og lige for enden af landingsbanen. Det eneste der adskilte stranden fra landingsbanen, var en 5 meter bred vej og et trådhegn.

Ikke lang tid efter vi havde lagt vores håndklæder og tasker til rette, landede det første fly. Ikke mere end 20-30 meter over os, så og hørte vi det buldrende monstrum som kom svævende ind over os. Gåsehuden viste sig på os alle og begejstringen var ikke til at skjule... mere! mere! mere! var hvad vi tænkte.

Ikke lang tid gik der, før end vi hørte et fly gøre klar til at nærme sig startbanen. Spændte så vi flyet nærme sig og så at drejede rundt, så jetmotorene vendte badud i vores retning. Dennis havde kameraet klar og de andre stod og var ligeså klar til at opleve kraften fra disse jetmotorer. Vi stod, ligesom enkelte andre, ikke mere end ca. 75 meter bag ved flyet og mærkede så, motoren komme op i omdrejninger. Selvom det var varmt den dag, så kunne vi med ét mærke at varmen blev yderligere intens, samtidig at vinden tog til i en styrke, som selv store orkaner ville være imponeret over. Overrasket over styrken, valgte vi at løbe 10-15 ud til siden, for at komme væk fra jetstrømmen. Kun få sekunder efter, så Lasse at alle vores ting blæste ned af stranden og ned i vandet. Lasse der stort set er ligeså hurtig som en gepard, nåede netop at gribe Dennis´ kamerataske, så den kun lige nåede at ramme vandkanten. De der ikke var ligeså heldige at have en ”Lasse” med, fik både tasker, håndklæder, tøj samt en guitar blæst ud i vandet. Sidstnævnte, nåede næsten 50 meter ud i vandet, men heldigvis lå guitaren i en taske, der holdt den oven vande.

Dennis har lavet en lille kort film fra dagen ved stranden. På forhånd tak til MacGyver for lån af deres fede soundtrack!

Da alt igen var i orden og vi var kommet over vores overraskelse, så vi at andre havde moret sig over situationen... tilsyneladende er det en begynderfejl, som mange laver hver dag på stranden.

Vi flyttede vores ting i sikkerhed og kunne derefter, med mere erfaring, se på yderligere nyankomne, og more os over deres fejltagelser. Det skal siges, at der ikke skete nogen noget hele dagen og dét, er selvfølgelig er et succeskriterium, for at kunne have det sjovt. Vi så dog en enkelt lave en ”ubevidst” baglæns saltomortale, grundet den kraftige jetstrøm.

Første fly lander!

Det var ikke kun store fly der lettede og landede.

Efter at have set flere fly lette og lande, og efter at have fået nok sol, valgte vi at tage i biografen. Det var ikke siden Danmark at vi havde gjort dette, så derfor var det en fornøjelse at sidde i aircondition, gode stole og se en rigtig action film. Selv de små glæder er vigtige!

Da dagen endnu ikke var omme, kombineret med, at Anders gerne ville op til Anne igen, valgte vi alle fire at tage op for at høre Anne spille ude fora en restaurant. Hun er jo´ gadesanger og hun spillede franske sange, og sange af andre store kendte sing-a-song writere.

Anne spiller et fantastisk nummer.

Anders og Anne fik tilbragt meget tid med hinanden og bla. også på stranden.

Dagen efter valgte vi at tage op til det sted, som skulle være det bedste Kite Surfing sted på øen. Det lå tæt ved Orient beach på den franske side af øen. Det viste sig senere at være turens indtil videre bedste kitesurfingsted. Dennis valgte i stedet for at Kite Surfe, at drage lidt nord på, hvor der skulle være en Naturist strand, som skulle være meget besøgt af naturister fra hele verden. Det der kan siges fra hans oplevelse er, at ældre mennesker ikke kun køber et kolinihavehus eller går til bridge, nej tilsyneladende er der mange skabsnaturister, der flere gange om året, rejser ud i verden og lejer sig ind på resorts, som specialiserer sig naturister... eller som disse resorts selv siger det... Clothing optional!

Dennis syntes det kunne være morsomt at se hvordan disse steder fungerer og hvilke mennesker der kommer på sådan nogle ture. Aldersgruppen er primært mellem 45-60 år og mænd og kvinder har et dejligt frit forhold til deres krop og det at være nøgen. På mange måder var det meget mere afslappende, end at være på andre strande. Folk var imødekommende og ... naturlige. En lille sjov information, til jer derude, der aldrig har været på sådan en strande er, at mænd og kvinder på disse strande, ikke kun har huller i ørene... hvis i kan forstå sådan en lille en ; )

Nå, men Anders og Lasse havde godt med vind til deres største medbragte drager. Anders og Lasse pakkede grejet ud og surfede med de andre 15-20 kitesurfere, som var mødt op denne dag. Det blev til en dejlig dag i bugten der lå beskyttet af atlanterhavsbølgerne bag et rev. Sidst på dagen underviste Anders, Rasmus i at styre dragen ude i vandet. Rasmus der havde prøvet kitesurfing på et kursus før, viste talent for at styre den store drage. Rasmus skulle som en videre øvelse, trække sig rundt i bugten, alt imens Anders holdt fast i ham. Desværre skar Rasmus sin fod på en skarp sten eller lignende, da de var ved at nå stranden på den anden side af bugten. Det gjorde ondt og blodet rendte fra såret. Heldigvis kom den under kyndig behandling på stranden, og da Dennis kom hen til dem senere på dagen, hørte han som det første, at der igen var sket et kitesurfinguheld... heldigvis var det ikke nær så slemt, som sidst der var tale om et sådant uheld (red. Dennis brækkede bentidligere på turen).
Senere den dag tilbage på båden, blev foden bedøvet og renset... og så skulle kroppens immunforsvar bare gøre resten.

Følgende billeder er ikke for sarte sjæle! Så det er på eget ansvar.

Ligesom Rasmus, så kan i efter at have set billederne, dulme nerverne med en god gang rom.

Dagene gik hurtigt på Sint Maarten. Vi fik ordnet båden og købt ind til den sidste del af turen. Alt er toldfrit på øen og derfor vidste vi, at det ville blive det billigste sted at handle mad og vand ind, inden vi skal over Atlanten. Vi fik købt mere end 200 liter flaskevand og købt dåsemad og lavet henkogt kød på vores trykkoger... Vi nærmer os snart Atlanten igen og derfor skal vi allerede nu begynde at forholde os til den forhåbentlig spændende og gode 4500 sømil (9000 km) lange tur hjem.

Stor-indkøb og stuvning af båden.

En morgen, kom der en dansker hen til vores båd i hans Dinghy. Vi havde talt flere gange med Henrik, som han hed og han ejer båden ”Waverunner”. Han pegede ud for enden af bugten hvor vi kunne se en strandet sejlbåd og sagde at han lige havde været derude for at se hvad der var sket. Båden var gået på grund om natten i de store dønninger, hvor det havde ramt nogle skær og derved slået læk og drevet yderligere ind på skærene. Der var ikke nogen ombord så vedkommende måtte være kommet i land gik han ud fra. Den information fik han senere bekræftet af nogle mennesker han talte med i land. Altså ingen tilskadekomne....

Dennis tog dinghyen og sejlede ud, for at se hvad der var sket og for at tage nogle billeder. Det var et helt nyt skib og heldigvis var der kun sket materiel skade.

Dagen efter, trak et lokalt dykkerfirma båden ind til havnen, men ikke uden problemer. De trak den lige forbi os, hvilket gjorde det muligt, atter at tage billeder af den forliste båd. Vi kunne se på vores lod at vi lå på 3 meter vand, og den båd de trak var 49 fod og måtte stikke 2 meter plus den ekstra meter den stak, da den lå så lavt i vandet, så selvfølgelig gik den på grund igen flere gange på vej ind til havnen....

På båden, er de to ejere, der er i færd med at redde hvad reddes kan.

Båd... eller måske ubåd!

Dagen hvor vi skulle videre fra øen, blev også der, hvor vi og specielt Anders skulle sige farvel til Anne og hendes tjekkiske veninde Marie. Forinden da, skulle der købes billigt rom ind og båden skulle gøres sejlklar og fyldes med diesel, vand og benzin.

Da vi forlod kajen på Sint Maarten, var det med et flot farvel fra Anne og Marie. Det er altid dejligt og specielt at sige farvel. Vi ser det som noget godt, da det betyder, at vi har skabt nye relationer, frem for ikke at have skabt nogen.

Lasse og jeg sidder og filosoferer over, at vi faktisk har oplevet større nærhed og mere kommunikation med familie og venner, på den rejse end vi normalt oplever derhjemme. Det er specielt de relationer fra familiemedlemmer, som vi måske ikke så ofte taler med, som på denne tur har vist sig, at være dejlige at blive genforenet med. Vi har oplevet enorm opbakning og begejstring fra mange mennesker... og igen er det med til få os til at fokusere på, hvilken nydelse det er at sejle, samt at vi skal blive ved med at nyde det. Dette er yderligere en gave ved at rejse, som vi er dybt taknemmelige for.

Venligst,
S/Y Dania

Hvad er det der springer?

2010-04-04T10:14:00.001-07:00

Low Bay, Barbuda
17° 39.332 N
61° 51.460 W

Tidlig morgen før afgang fra English Bay, Antigua.

Antigua har ikke været den mest spektakulære ø, hvis man ser det ud fra den lille mængde af seværdigheder, som vi har set på øen. Der hvor øen har gjort sit virkelige indtryk og derfor vil stå stærkt i vores hukommelse, skyldes hovedsageligt, det sociale miljø vi på meget kort tid fik skabt. Dette kunne for så vidt have været sket på hvilken som helst anden ø.... men nu var det på Antigua det skete og derfor er den i vores øjne noget helt specielt.

Samme dag som vi sagde farvel til Mega Yachten Tiara og dens besætning, samt vores nye ven Jens, ankom Anders´ læsekammerat fra medicinstudiet, Rasmus.
Allerede en time efter hans ankomst, sad vi på en smuk strand og nød solnedgangen og det stadig 31 grader varme vand! Vi mente det ville være en passende måde at sige velkommen til ham på.

Dagene efter gik med at Anders og Rasmus fik opfrisket tiden der er gået siden de sidst sås. Lasse blev fanget af bogen ”Flaskepost fra P”, som er skrevet af Jussi Adler Olsen. Denne forfatter vil vi varmt anbefale, såfremt i kan lide krimi thrillere eller bare thrillere.
Dennis brugte en del tid på at fiske de sidste par dage og havde endelig også heldet med sig. Det blev blandt andet til en ”Stingray”, nogle Barracudaer, en Jack og en fisk, der af de lokale kaldes en ”Springer”, men som vi ikke har fundet det rigtige navn på.

Den såkaldte "springer".

"Jack".

Vi havde efterhånden næsten brugt 14 dage på øen. Vidende at vi kun havde omkring 5 uger tilbage, før end vi skulle sejle til Bermuda, var det på tide, at vi kom videre til Antiguas søster Ø Barbuda.

For at det kunne ske, skulle vi gøre båden sejlklar, der skulle fyldes vand i tanken og der skulle handles ind. I forbindelse med klargøringen, fandt Anders og Rasmus ud af, at vores Dinghymotor ikke kørte optimalt for at sige det mildt. Den gik ud og ville ikke starte igen. Problemet havde eksisteret i en periode, men da vi regnede med at det handlede om at karburatoren skulle skilles ad og renses, og sidst Anders gjorde noget lignende, var da han havde en knallert i folkeskolen, havde vi ligesom ikke rigtig gjort noget ved det. Nu skulle det dog være og vi de fandt en god beskrivelse på, hvordan man skulle vedligeholde og rense en karburator på en Dinghymotor. Det lykkedes dem også at skille den ad og rense den godt. Midt i arbejdet, kom en lokal mand roende forbi, som spurgte til hvad de lavede. Efter et kort stykke tid, lugtede han til benzinen vi havde brugt til motoren og sagde derefter: ”This is not gazoline!” Rasmus og Anders testede derefter om det var benzin eller ej. De forsøgte at antænde det... og NEJ det kunne ikke brænde. Det kunne godt brænde hvis satte en væge ned i det, men ellers ville det ikke brænde. Dette betød altså, at vi ikke havde købt benzin, sidst vi fyldte vores 20 liters dunk, men derimod petroleum. Nu var fejlen fundet og hvordan denne misforståelse er sket... det kan kun guderne og sprogeksperter vide, da det misforståelsen med sikkerhed er sket på Guadeloupe.

Tidligt d. 1 april, før end solen helt var stået op, styrede vi stille og roligt ud af English Bay på Antigua. Det var et farvel en formidabel periode i vores liv... en lille periode já, men ikke desto mindre en formidabel lille periode.

Lasse er i færd med at sikre Dinghy og kajak inden afgang.

Turen til Berbuda, som distancemæssig var ca. 45-50 mil. var en tur udover det sædvanlige! Kort efter afgang, efter Dennis havde valgt at tage sig en lur, så Lasse og Anders pludselig en djævlerokke, der med fuldt udbredte ”vinger” sprang op ad vandet, for derefter at dykke ned igen. Rasmus så ikke dette ské, men få sekunder efter gjorde den selv samme rokke det samme igen. Et syn de ikke lige glemmer med det samme. Sidst vi så en sådan rokke og af samme størrelse, var da vi var på Granada.

Senere på turen, efter Dennis var stået op og Anders og Rasmus havde valgt at det var deres tur til at slumre lidt, så Lasse og Dennis nogle plask i horisonten. Vi kunne se på ekkoloddet, at der ikke var mere end 15 meter dybt og bunden kunne tydeligt ses. Derfor tænkte det, som det første, at det nok igen var en djævlerokke. Der gik dog ikke lang tid før end de kunne se, at der var tale om ikke kun en men to hvaler. De kaldte på det sovende mandskab og atter var alle fire på dæk, med kikkert og Dennis fremme i stævnen med sit kamera og store zoom-linse.
Det lykkedes os at komme indenfor 50 meter af dem. Vi kunne se deres hvide bug og også se, at der var tale om en mor og dens kalv, og efter vores viden måtte det være pukkelhvaler. Derefter svømmede de væk i en stor fart og vi skulle sejle næsten 2 mil, før end vi så dem igen. Denne gang lykkedes det os ikke at komme særlig tæt på dem, men tydeligt var det alligevel hver gang den ene af dem sprang højt til vejrs og lavede et kæmpe plask når den landede igen.

Vi indså, at deres svømmefart var os langt overlegen og derfor valgte vi at vende snuden i den rigtige retning, således vi ville nå ankerpladsen før mørkets frembrud. Alt farvand omkring Barbuda er meget lavt og mange steder fyldt med rev. Derfor stod Anders og Dennis i stævnen for at være ekstra navigatører for Lasse, der styrede båden.

Ligesom vi var kommet ind på den anden side af revet og havde smidt ankeret, så vi en stor skildpadde dukke op over overfladen for at trække luft. I horisonten kunne vi se en stor og flot skyformation, der havde tre store skypumper på en og samme gang. Det var et flot syn, da vi med kikkerten kunne se, at skypumperne sugede vand op. Det var imponerende og ikke noget der var skræmmende, da de var langt væk.

Sidst men ikke mindst, så vi i overfladen 5-10 meter fra båden, en stor Eagel ray, som roligt svømmede i kreds, så vi havde masser af tid til at beundre den.

Nårh ja... som om alle disse oplevelser ikke var nok, så befandt vi os nu 100 meter fra en 11 mil. lang lyserød strand... nu var det vist tid til et lille glas Whiskey og nyde solnedgangen.

Udsigt fra ankerpladsen på Barbuda lige før solen går ned.

Rasmus havde taget en rigtig god 17 års Whiskey med... smagen af fiskekutter og trawlnet, var tydelig, som Lasse ville beskrive den.

Dagen efter ville Dennis ind at fluefiske ved strandkanten, mens de andre tog dinghyen ud til et rev for at snorkle. Dennis havde fangede ingen fisk, men bebrejdede dønningerne ved strandkanten. De andre derimod, havde haft en god snorkletur, hvor de blandt andet havde fundet levende konkyljer. Dem tog de med tilbage til båden, da de skulle smage fortræffeligt.

Stingray vi mødte på revet... samme art som Dennis fangede en sen aften på Antigua.

Rasmus´ første snorkletur, siden han er ankommet til Caribien.

Anders viser her stolt konkyljen frem.

Straks, efter at have læst i vores fiskebog om hvordan man åbner den, gik de i gang med det, der efterfølgende viste sig at være hårdt arbejde. Efter en lang kamp, med stemmejern, hammer og kniv... samt et knækket skærebræt, kunne de med stolthed trække, det underlige udseende væsen ud af skallen.
Efterfølgende blev der kogt en god og sund konkyljesuppe, der smagte ”trés bien”.

Inden arbejdet med at få kræet ud af skallen.

Hvor der er vilje er der vej!

Umiddelbart ikke noget kønt syn, men smagen var bedre end dens udseende.

Sneglen i konkylien, har en protein "himstergims", der gør et eller andet. Den skulle helbrede alt og samtidig styrke din libido. Den er den i ser Anders har i munden. Det eneste Dennis og Anders ville fortælle om den sag er, at den smager af salt...

Inden aftenen gik på held, valgte Rasmus og Anders at bruge den sidste tid på stranden, hvor de nød det sidste af solen, samt flere spil strandtennis... efterfølgende kunne de berette, at der måtte have været mange myg på stranden, for Rasmus´ ryg, var fyldt med store myggestik.

Dagen efter tog vi i land, hvorefter vi skulle bære dinghyen over et smalt stykke strand, for derefter at sejle over en 2 mil stor indsø, for endelig at nå frem til landsbyen. Først og vigtigst var, at uddeklarere. Det tog os noget tid at finde de to steder hvor det skulle ske, men lykkedes det gjorde det, som det hidtil altid har gjort.

Der var ikke så meget andet at give sig til i landsbyen og al transport, var nærmest dyrt ud over det sædvanlige. Derfor valgte vi at tage os en hurtig og billig frokost i vejkanten, hvor menuen stod på grillet marineret kylling og dumblins.

På vej hen over den store indsø, der tog 20 minutter at krydse.

Valgplaket, med en flot kronhjort... Vi forstår dog ikke helt dens symbolik.

På vej hen for at uddeklarere.

Stadig geder overalt hvor vi færdes.

Barbudas toldvæsen, er lidt mindre formelt end i Danmark.

Læg mærke til, at denne frisør, kun klipper personer over 50 år.

Vejkøkkenet, der serverede fabelagtig grillet marineret kylling.

Tilbage på båden, forberedte Anders og Dennis en pose med godter i til de fisk der nu kunne have lyst til at blive fanget. Det kaldes i fiskeverdenen for Chum. Indholdet i posen bestod af sardiner i olie, kværnet frossen fisk, havregryn og grahamsmel. Ud af dette blev der lavet en stor kugle, der så blev placeret i et net, der skulle hænge ud over siden på båden nede i vandet. På den måde ville duften stille og roligt sive ud i vandet og forhåbentlig tiltrække nogle fisk... det var i hvert fald teorien.

Netop færdige med at lave Chum.

Ikke længe efter De begyndte at fiske, mistede Anders to fisk, som vi efterfølgende ser skyldtes at han krog var for stor. Dennis derimod havde en mindre krog på og tyndere line. Han mistede derfor to fisk, der knækkede hans line. Så kom han en kraftigere line og inden for kort tid, havde han landet to flotte bonefish, som er noget vi længe har ville prøve at fange. Disse fisk betaler mange fiskere gladelig $300 om dagen for at fiske med en guide, så det var en stor glæde at endelig lykkedes med fiskeriet og samtidig se, at vores forberedelser havde gjort gavn.

Den første af to Bonefish.

Den anden og sidste Bonefish.

Dagen efter stod Dennis op for at fiske kl. 05.30. Det var ikke nemt at stå op på denne tid, da han havde siddet til et godt stykke ud på natten for at redigere billeder. Anders havde registreret at Dennis havde slået vækkeuret fra, og venligt prikkede Anders til Dennis: ”Dennis du skal op at fange tarpon”. Uden dette var han nok ikke kommet op.
Der blev ikke fanget nogen fisk den morgen, men solopgangen var utrolig smuk og desuden gav det ham mulighed for at lave en stor omelet til de andre, så den var klar til når de stod op.

Solopgang med den 11 mil lange strand i baggrunden.

Lasse var ihærdig med at gøre båden klar til sejlads og efter et stykke tid var vi alle i gang. Vi skulle videre til Sint Maarten, som er den hollandske del af øen st. Martin der er delt i en fransk og en hollandsk del. Turen ville være omkring 70-80 mil, hvorfor vi var nødt til at sejle om natten, for ikke at komme frem i mørke. Vi drog af sted ved 17 tiden og nu var det første gang for Rasmus, at han skulle sejle om natten. Han havde derfor sine vagter sammen med Anders, for at han kunne vænne sig til at være på vagt på Dania.
Sidst vi sejlede om natten, var da vi sejlede mod Grenada fra Tobago. Derfor var det noget vi alle glædede os til.

Mod syd - Stranden og havet til højre, og indsøen til venstre.

Mod nord - Indsøen til højre, og stranden og havet til venstre. Helt i baggrunden til venstre i billedet, kan man ane Dania.

Vi er nu ankommet til Sint Maarten og der er en morsom historie om hvordan Frankrig og Holland i tidernes morgen opdelte landet imellem sig. Den lyder sådan her:

Den 23. marts 1648, blev Frankrig og den Hollandske Republik enige om at opdele øen mellem de to nationer, så de underskrev traktaten Concordia.

Da Frankrig og den Hollandske Republik, begge mente at de var civiliserede og derfor ikke ville bekrige hinanden I forhold til opdelingen af øen, besluttede de derfor at udvælge to der skulle vandre. En fra det fransk-dominerede samfund og den anden fra det hollandsk-domineret samfund. De blev hver især placeret i hver sin ende af øen og skulle så vandre i retning mod hinanden. Der hvor de så ville mødes, ville blive grænsen mellem den Hollandske republik og Frankrig. Hver af de to der skulle vandre, skulle have noget at drikke med på turen. Den franske valgte vin og den hollandske valgte gin. Som så resulterede i at den franske person sikrede Frankrig 54 km2 og den hollandske kun 32 km2.

Hvor vidt denne historie er sand eller om det handlede om, at franskmanden løb dele af turen, vides ikke helt... men denne version er også lidt mere morsom. Egentlig minder den vel lidt om dengang hvor vi sagde farvel til al olien i Nordsøen, altså den del Norge fik.

Nok om det! Nu er vi ankommet til den hollandske del af øen og skal forhåbentlig de næste par dage fiske, opleve og dykke med hajer.

Derhjemme håber vi at i nyder foråret.

Venligst,
S/Y Dania

Vand med en historie

2010-03-28T13:14:00.000-07:00

Antigua – English Harbour
Tirsdag d. 30 marts 2010

17°00.369 N
61°46.202 W

Allerførst, så skal vi begynde med at fortælle, at Anders gjorde noget, som både Anders og Dennis er dybt misundelige på. Han valgte at tage ud til Caribiens eneste faldskærmsudspringssted, for at springe faldskærm, med hele familien som tilskuer sikkert tilbage på jorden. Det var eftersigende den mest intense oplevelse han har haft og derfor ikke noget der kan beskrives, men derimod opleves.

Her ses Anders med hans instruktør og faldskærmsfører.

Anders´ søster ved siden af flyet, som de sprang ud fra.

Den første aften på Antigua bød på en lidt speciel og anderledes oplevelse - Dennis og Lasse gik ned på molen ved Nelsons Dockyard, og så at der var mødt en masse mennesker op. Vi så straks at der var nogle meget specielle robåde ved kajen, og for anker i bugten ud for. Det måtte være den ro konkurrence vi havde hørt om tidligere, og da vi snakkede med et par solbrune fyre med lagt skæg, fortalte de os at de havde roet deres båd fra Gomera ved De Kanariske øer, og tværs over Atlanterhavet her til Antigua! Vi blev straks fanget af at høre mere om disse skøre mennesker, og opdagede at den ene af roerne stod med et kæmpemæssig ”næb” fra en Marlin. Vi spurgte selvfølgelig til det, og fik at vide at de ude på havet havde set en stor stime tun under deres båd, og at de lige pludselig blev ramt af noget der løftede deres båd op med et brag! En stor marlin havde tilsyneladende jagtet tun og havde ved uheld ramt bunden af deres båd med så stor kraft, at spydet, eller næbet var gået igennem glasfiberen og brækkede af inde i båden- hullet efter uheldet fik de stoppet så de kunne sejle videre. Vi var temmelig forbavsede over historien, idet vi aldrig før har hørt om marlin der har lavet hul i i både!

Ganske kort tid efter faldt vi i snak med en kvinde der stor og ventede ved kajen, hun sagde at hun ventede på hendes datter der sammen med 3 veninder var på vej i deres robåd og snart ville være fremme- en spændt mor, men også en meget stolt mor kunne vi mærke! Pigerne ville når de kom ind have været på vandet i 74 døgn uden afbrydelse, og vi fik at vide at de lige nu lå uden for indsejlingen og fik mulighed for at tage et hurtigt bad i havet og få en ren t-shirt inden de kom ind til de ventende. Pludselig kunne vi høre nogle af bådene i bugten tude med deres horn og i det fjerne kunne vi se de 4 piger komme roende ind mod ventende familie og andre interesserede. Der blev tændt nødblus og folk heppede og klappede og tudede i tågehorn. Vi blev helt grebet af stemningen, hold da kæft hvor en præstation- ro over atlanten!

Pigerne kom ind til kajen og der blev åbent champagne som behørigt blev sprøjtet ud over dem. Da de trådte på land kunne de næsten ikke strække sig efter at have siddet ned og arbejdet i så mange dage- men glæden ved at have fuldført denne præstation var ikke til at skjule !

De fleste roere havde regnet med at bruge omkring 50 dage på at komme over, men grundet manglende passatvinde, og generelt dårlig vejr havde det taget mange over 70 dage, og en solo roer havde stadig over 40 dage tilbage, han var altså ikke engang halvvejs endnu!

De fire roere, dagen efter deres ankomst til Antigua.

En solo-roer, kort før ankomst til en glad forsamling venner og familie.

Mikkel og Anders ankom dagen efter fra Guadeloupe, hvor deres forældre og lillesøster var taget tilbage til Danmark. Mikkel skulle fortsætte med os i en uge og derefter tage hjem herfra Antigua. De ankom med taxa fra lufthavnen og mødtes med os på en restaurant og bar ikke mere end et stenkast fra vores båd. Vi fik alle noget at spise og der blev vist ”Blues Brothers” på storskærm- så det blev til et hyggeligt gensyn med de 2x Hjort.

Dania kan ses lige bag ved Anders, så det betyder at vi ikke ligger langt fra land.

Dagen efter ved middagstid gik vi igen over til robådene da Dennis og Lasse ville vise dem til Mikkel og Anders- Da vi kom derover så vi at de var ved at pakke ud af bådene og lave optælling. Der er tilsyneladende meget strenge regler for hvad de må have med, og alt blev lagt frem og talt.
Blandt andet 220 liter kildevand på 1,5 liters flasker var en del af oppakningen. Vandet måtte ikke drikkes med mindre deres watermaker (maskine der kan lave saltvand til ferskvand) gik i stykker - og i så tilfælde ville de være ude af konkurrencen. Vandet var altså reservevand som sikkerhed, men fungerede også som ballast i robåden. Lasse kiggede på alt vandet og tænkte om de mon ikke gerne ville sælge det billig, de havde jo selv købt det på den anden side i Europa hvor det var meget billigere ende herovre. Vi sejler selv med flaskevand på de lange stræk, da vi ikke kan være sikker på at vores tankvand er godt på hele turen.
Det viste sig, at de meget gerne ville sælge det til os, så vi aftalte en pris for hele stakken og hentede så vores dinghy som blev fyld til briste punktet med flaskevand. Så det vand der nu blev roet over atlanten, får nu lov til at blive sejlet tilbage over atlanten, forskellen er bare at vi har tænkt os at drikke det. Man kan vel sige at nu har vi ”vand med en historie” ombord!

200 liter drikkevand i dinghyen!

For at være effektive i forhold til at få læsset vandet over i dinghyen, fik vi hjælp af den lokale marinevagt.

Efterhånden er det blevet mere og mere tydeligt for os, at jo´ længere mod nord vi er kommet, des mere kræver det en bil for at komme rundt og se øernes seværdigheder. Vi foretrækker egentlig at køre med offentlig transport, da vi på den måde kommer til at mærke mere og se mere til kulturen og befolkningen. Den offentlige transport er dog blevet mindre imponerende med tiden, eftersom systemet mere og mere begynder at ligne hjemlige forhold, hvor der er specifikke afgangstidspunkter og stoppesteder, hvilket betyder at vi som rejsende skal planlægge og sætte os ind i disse forhold. Modsat var forholdene syd på, hvor transportsystemet var mere kaotisk bygget op, hvilket gjorde det mere fleksibelt og dynamisk... og billigere.

Men da det nu engang er som det er, så blev vi enige om at vi ville leje en bil i 2 dage, for at have bedst mulighed for at opleve Antigua. Lasse og Mikkel tog derfor af sted for at finde den billigste bil der kunne opstøves. Valget faldt endnu engang på en lille firhjulstrækker, som vi desværre allerede 15 minutter senere måtte aflevere tilbage, da den ene sikkerhedssele ikke virkede. Ansvarlighed frem for alt ikke sandt kærester og mødre?!

Mikkel nyder her en bog og bygger videre på kuløren.

Billedet taler vist helt for sig selv her!

En første prioritet for turen var at blive vasket. Selvom vi ligger i en skøn ankerbugt der er rolig og blæsende, så er ulempen, at vandet omkring båden ikke just er noget der er godt at bade i. Derfor tog det heller ikke lang tid for os at holde ind ved den fantastiske strand DarkWood Beach. Udover at vandet var klart og lyseblåt og stranden var kridhvid, så var sandet perfekt til at skrubbe snavs, skidt og døde hudceller væk med. Både Lasse og Dennis blev derfor genfødt, efter at have skrubbet, gnubbet og vasket sig i 15 minutter. De følte sig som fabriksnye, men havde ikke helt gennemtænkt, at snavset nok havde haft en god og beskyttende virkning i forhold til solen. Så nu var huden ekstra sårbar og dagen efter fik de også begge effekten at mærke, da deres næser og pander blev godt røde og ømme.

Turen fortsatte op til Jolly Harbour, som er et kæmpe Resort område og marina i et. Målet var at finde ud af, om det var et sted som vi havde lyst til at ligge for anker, samt at finde ud af, om det var så godt et sted for fiskeri, som vi havde læst på nettet. Vi fandt hurtig ud af, at det var et turistområde og ikke meget andet end det. På nuværende tidspunkt må vi derfor nok erkende, at den caribiske autenticitet, stille og rolig bliver mindre og mindre udbredt. Igen noget som er ærgerligt, men som der ikke er noget at gøre ved, andet end at acceptere det. Så angående Jolly Harbour, så er det stadig uvist om vi tager dertil eller ej.

En enkelt strandtur mere på nordøen, blev det til inden aftenen gik på held. Pizza på vejen hjem, pool, bordfodbold, fiskeri tilbage på båden, en enkelt rom, en god bog og så godnat! Det havde været en god dag!

Dagen efter var vi atter i gang igen. Devils Bridge, Half Moon Bay, Rendezvous Beach samt øens højeste punkt, skulle findes og opleves! Til trods for, at det er et af de større naturlige seværdigheder på øen, så var det ikke just nemt at finde. Al skiltning på øen, er nærmest ikke-eksisterende, hvorfor daglige ekskursioner automatisk bliver længere end beregnet.

Vi fandt 2 af de 4 steder som vi ville besøge og valgte at tilføje en ekstra strand på hjemvejen. Igen var stranden en mulighed for at blive vasket og for at spille strandtennis. Dagens køretur kunne ikke være alt for lang, da vi om aftenen havde en aftale med Jens og Anna. Vi skulle derfor hurtig hjem igen og gøre os klar, alt imens Mikkel pakkede hans kufferter til hjemturen dagen efter.

Devils Bridge, hvor slaver i tidernes morgen blev kastet i vandet, som straf og for at gøre et eksempel, således at alle andre slavere vidste hvad der ville ske, hvis de ikke gjorde som de blev fortalt.

Om søndagen ville vi gerne på en bytur og da det nu var søndag, forhørte vi os og fik anbefalet Shirley Heighs, et privat område og spillested med udsigt over hele English harbour. Vi tog en taxa derop og ud over liveband og masser af mennesker var der også stillet store grille og madboder op, perfekt når vi nu ikke lige havde nået aftensmaden. Stedet lukkede allerede kl 22 så vi tog igen en taxa tilbage til English Harbour hvor vi stødte ind i to svenske på vores egen alder, Jens og Anna. Anna viste sig at kende alle barer og restauranter her i området og sagde at hun lige kendte stedet som ville værd at besøge og søndagen efter at Shirley Highs havde lukket. Det blev til en af de mindste barer vi har besøgt men, med masser af lokal stemning og mennesker....

Her på Antigua findes der en hel kultur af mennesker der arbejder på Superyachts, altså meget store og dyre lystbåde. Anna er en af disse, hun er oprindeligt fra Göteborg i sverige men i en alder af 20 år rejste hun til Israel med 100 Euro på lommen – og for at gøre en lang og interressant historie kort, så har hun været rundt i verden og jobbet på forskellige både, og nu altså på en 165 fods sejlbåd kaldet ”Tiara” som er ejet af Stifteren af cirkusset ”Cirque du Soleil”
Et spørgsmål der pressede sig på, ud over dem som passede ind i samtalen, når man snakkede med Anna og Jens, der er hendes gode kammerat fra Sverige var - ”Må vi ikke nok se båden?” Og Anna aftalte med Lasse, at hun ville snakke med hendes kaptajn og høre om vi måtte komme ombord en dag og se den....

Jens ringede om fredagen og sagde at han mente at Anna havde fået lov til at invitere os ombord på ”Tiara”, så vi kunne mødes med ham ved Yachtklubben kl. 17 og derefter få en rundvisning inden det blev mørkt.

Det er måske svært at forklare vores begejstring for at se denne Megayacht, men måske billederne forklarer facinationen og forhåbentligt størelsen af alting ombord! Vi mødtes med Jens i baren, og han sagde at vi bare skulle gå ned til ”Tiara” og ringe på? Vi gik derned og trykkede på på det samtaleanlæg der var for enden af landgangsbroen – Anna svarede og kort efter kom hun op på dækket og inviterede os ombord....

Vores facination var svær at skjule, og det vil være umuligt at beskrive båden på denne blog, så det er kun udpluk af gennemgangen der tog over 1 og en halv time! I agterbrønden var der hvad Anna kaldte ”Boys toys” omkring 20 komplette sæt dykkergrej, masser af kisurfingudstyr og meget andet, på fordækket var der parkeret 2 stk, jetski og en speedbåd. På fordækket var der også mulighed for at fylde den nedsænkede svømmebasin og boblebad med ferskvand. Størelsen af masten var helt ufattelig og sejlbåden vejer for øvrigt over 450 tons. Vanter og stag var uhyggelig kraftige, ja selv skøderne til forsejlene var næsten for tykke til at holde om og derfor er alt styret hydraulisk ved hjælp af joystiks. Der var en mixerpult til DJ udendørs og et bord der kunne klappes sammen og ud kom to stk. løbebånd – bare lige for at nævne noget af det luksus der var udendørs...

Der er ansat 16 mennesker til at tage sig af båden og der er konstant 10 ombord incl. 2 ingeniører. Vi gik igennem de ansattes kahytter som deles af to med eget bad og selvfølge aircondition. De ansatte har deres eget køkken som ligner et ganske alm. flot køkken der kunne være i et hus - der var skærme i køkkenet så de ved hjælp af kameraer kunne holde øje med om der kom uventede gæster ombord- de kunne sågar zoome helt ind på barene i land!

Da vi gik videre rundt på skibet mistede man totalt orienteringen, der var masser af værelser med dobbeltsenge og store badeværelser med marmor på gulve og vægge- alt i meget luxuriøse materialer, Der var et conferencerum, opholdsstuer med storskærm, underholdningsrum og endda en åben pejs ! På en sejlbåd?? Anna sagde dog også at den aldrig blev brugt...

Vi fik vist en LCD skærm som stod mange steder i båden, de kunne betjene stort set alt fra Lanterner til musik rundt omkring- så uanset hvor man var på dette monster af en sejlbåd kunne man styre alting. Broen på sejlbåden lignede noget der hørte til på en færge, det var et ret stort rum spækket med elektronik og andet udstyr. Endda motorrummet blev vist frem og det var slet ikke til at fatte at det var en sejlbåd da vi stod i det store rum, med aircondition anlæg, generatorer og hovedmotor. Brændstoftanken er 40.000 liter ! Og igen, husk at dette er en sejlbåd !..

Aldrig før har vi set rigdom på en sådan måde, men ud over selve facinationen over at noget menneske vil bruge 400 millioner kr. på en båd så var båden et sandt showroom for bådbyggeres, og ingeniøres kunnen. Det stod helt uden for vores forståelse at man overhovedet kan bygge en 165 fod (55meter) sejlbåd på over 450 tons, der rummer så meget og endda eftersigende sejler godt...

Såfremt i er interresseret i at leje båden så koster den omkring 1,5 mill kr Pr. uge + besætning- Værsko!

Disse billeder er taget fra nettet. De viser enkelte dele af båden.

Efter rundvisningen og med måbende ansigtsudtryk på os alle- gik vi tilbage til Jens og sad og snakkede sammen med flere andre der arbejde på andre både. Vi var blevet sultne så vi tog en bus over til en hyggelig Italiensk restaurant der ligge lige ned til vandet i English Harbour bare på den modsatte side af bugten. Og vi udvekslede sejlerhistorier og andet godt fra posen og det blev en hyggelig aften i selvskab med nogle rigtigt dejlige nye svenske venner....

Dagen efter skulle Mikkel med hans flyver tilbage til Danmark, og som vi tidligere har set det ved andre besøgende, så ville han egentlig gerne have været he i længere tid – men sådan er det jo ofte med ferier, de er bare ikke lange nok! Vi fik taget afsked med ham og Lasse kørte ham de 30 min til lufthavnen og afleverede derefter vores lejebil... Tak for besøget Mikkel ! - som forventet var det dejligt at være sammen med dig og dele vores oplevelser med dig....

Venligst,
S/Y Dania

Hurricane hole og MegaMega yachts

2010-03-19T15:45:00.000-07:00

Antigua – English Harbour
Torsdag d. 18 marts 2010

17°00.369 N
61°46.202 W

En kolibri svævende i luften.

English Harbour viste sig at være utroligt smukt, og desuden enormt godt beskyttet for vejr og vind. Den store naturhavn og marina ligger på sydøen og vi fandt en lille bugt i bugten et såkaldt ”hurricane hole” hvor vi kunne smide anker. Der var ikke meget plads at give af, da der lå andre både og en af de lokale råbte til os at vi sagtens kunne sejle helt ind bagerst i bugten da den var 15 fod (5m) dyb, men da loddet viste 2 meter, valgte Lasse der var ved roret, at det nok var på tide at lave en hurtig vending, og tilbage på 3 meter vand smed Dennis hurtigt ankeret. Dania lå nu på pandekagefladt vand, på tre meters dybde og med mangrove rundt om sig – og så endda i en bugt der bruges som ankerplads specielt ved orkanvarsler. Mere rolig ankerplads har vi helt sikker ikke ligget på. Desværre er her også en del myg om aftenen, så en brændende (myggespiral) er vidst et ”must” her....

Den sikre ankerbugt på Antigua, hvor Dania ligger til venstre i billedet.

Efter lidt oprydning tog vi ind til land og indklarerede, med den lille overraskelse, at papirarbejdet kostede næsten 500 kr! Nogle gange føler vi ikke helt at vi får det vi betaler for, vi udfylder selv alle papirer, og myndighederne giver et par stempler og en underskrift? Måske laver de noget vi ikke ser når vi er gået? Men alligevel virker det som temmelig dyrt, når det nogen steder endda er gratis at indklarere.....

Dagen før var badet lukket, da der manglede vand i området. Dette forekommer åbenbart hyppigere og hyppigere.

Vi undersøgte området i håb om at få et tiltrængt brusebad- normalt hopper vi i havet og bader, men her i magrovesumpen er det ikke så tiltalende. Vi fandt områdets eneste badefaciliteter, men de havde ikke lige noget vand, grundet tørken- så vi fik at vide at vi kunne komme tilbage dagen efter, og se om de havde fået noget vand der. Og sørme så, der var ankommet vand med en tankbil og vi fik et dejligt bad....

Lige ved marinaen ligger en sejlmager hvor vi afleverede vores storsejl så det kunne blive repareret og forstærket, så skaden ikke sker igen. Vi har trods alt små 9000 km hjem til Danmark så lige der, tager vi slet igen chancer...

Sejlmagerens værksted.

En del af marinaen, der ligger ved vores ankerplads. Det er tydeligt at se at det er en gammel engelsk koloni.

Vi tog på sightseeing ved nabomarinaen Falmouth Harbour, der skulle være yndet tilflugtssted for Megayachts – og hold da op et syn vi blev mødt af ! Sejlbådene var så enorme at selv en 100 fods båd kun så rimelig stor ud ved siden af kæmperne, som vi fik at vide koster op mod en lille halv milliard danske kroner! Her ligger vel nok nogen af verdens største sejlbåde, og vi så verdens største ”sloop” en mastes sejlbåd. Det var slet ikke til at fatte at mennesker kan have så mange penge at de kan bruge 500 millioner kr. på en lystbåd. Vi talte med en ”rigger” der rejser rundt i verden for at arbejde og reparere superyachts,- og finanskrise eller ej, han havde stadig masser af arbejde overalt i verden....

Den er stor denne her og kan sejle op til omkring 35 knob... når vi sejler stærkt så sejler vi 10!

Læg mærke til manden på dækket, så vil det give jer en idé om, hvor bred og stor båden er.

Værsgo´! Et stk. båd til knap en halv milliard!

Til jer bådinteresserede derude... hver enkelt ting på denne båd, var store, flotte og til priser vi ikke tør gætte på. Se bare det her vant!

Eller hvad med denne Furlex?

Igen skal i lægge mærke til manden der hænger ud over rælingen... Verdens største en-mastes skib.

I morgen kommer Anders og hans bror Mikkel hertil øen fra Guadeloupe og vi vender tilbage her på bloggen når der er nye opdateringer fra de varme lande....

Venligst,
S/Y Dania

Spøgelsesby på vulkanøen

2010-03-19T15:44:00.000-07:00

Montserrat – Little Bay
Mandag d. 15 marts 2010

16°48.100 N
62°12.270 W

Lad os denne gang starte med en sang! Sangen er fra dengang, hvor besætningen på Dania knapt havde lært at cykle og Kim Scumacher var Danmarks darling numero uno. Montserrat er øen, hvor musikeren Arrow kommer fra og indspillede dette klassiske 80ér nummer. Lyt til det og måske vil det vække minder fra jeres egen, jeres børns eller måske dine forældres ungdom!

Omkring 70 sømil nord/vest for Guadeloupe ligger den lille ø Montserrat. Øen har en stor aktiv vulkan kaldet ”Soufriere” på den sydlige del. I 1995 var indbyggertallet på Montserrat på omkring 11.000. Samme år evakuerede myndighederne over halvdelen af øen da vulkanen viste tegn på at ville eksplodere. Vukanen eksploderede og øens største by Plymouth blev totalt ødelagt, og 2/3 af øens befolkning stod nu uden noget hjem. De mennesker der stod uden hjem rejste til nærliggende britiske øer, eller England da Montserrat er under britisk styre. Befolkningstallet er i dag på kun 4.500.

Vulkanen er den dag i dag stadig meget aktiv men overvåges af ”Montserrat Vulcano Observatory” der regulerer hvor man må være på øen af hensyn til sikkerhed. Der var da vi ankom en sikkerhedszone på 2 sømil fra kysten hvor vi ikke måtte sejle og halvdelen af øen er totalt lukket for andre end forskere. Vulkanen sender jævnligt store askeskyer op, og de farlige pyroklastiske askestrømme der kommer ned langs vulkansiden har temperaturer op mod 600 grader celsius. Disse strømme kommer altså også ud over vandet, og derfor er der denne sikkerhedszone.

For ikke mere end et par uger siden sendte vulkanen en kæmpe askesky op, og vinden førte den så vidt som Antigua som flere steder fik et lag aske over sig.

Vi sejlede langs kysten (selvfølgelig de 2 sømil ude), og så tydeligt den imponerende vulkan der havde formet hele sydøen. Ikke lægge efter, så vi byen Plymouth der så ud som om den var et sort/hvid foto! I kikkerten kunne vi se at hele byen lå forladt, og overalt var der dækket med aske. Flere bygninger var dækket så højt som op til taget af aske, og efterfølgende askemudder forårsaget af regn. Vi sejlede måbende forbi og var mildest talt chokeret over at en vulkan kunne gøre så megen skade på en by der lå flere kilometer væk fra vulkankrateret. Kun 29 mennesker mistede livet da evakueringen var sket relativt tidligt..... Nu lå kun en spøgelsesby tilbage, udbrændte huse dækket af mudder og aske!

Vi lagde anker ved Little Bay på nordøen- godt væk fra den farlige vulkan. Tog ind og fik stempler i passet og ordnet indklareringen. Og derefter tog vi ind til byen- eller?
Vi talte med en lokal der forklarede at alt nu var byen, efter at Plymouth var ødelagt, og ganske rigtigt, der var ikke ligefrem noget man kunne kalde centrum. Alle bygninger lå langs en vej og ikke ligefrem som noget man kunne kalde en by. Vi fik et lift af en lokal indbygger hen til øens eneste bank, så vi kunne hæve nogle East Carribean dollars, som vi har brugt i mange lande herovre. Derefter fandt vi en hyggelig restaurant og fik lidt tidlig aftensmad og en snak om det imponerende, men skræmmende syn, af vulkanen og dens ødelæggelser. Det skal lige nævnes at vi vi havde læst forkert i guidebogen og rent faktisk troede at at de 2/3 af befolkningen var døde af vulkanen, og altså ikke var blevet evakueret. Den misforståelse fik vi først rettet op på dag vi dagen efter snakkede med en buschauffør om det.

Til trods for de store ødelæggelser, så var naturen mange steder utrolig smuk... eller rettere sagt blomsterne var.

Ikke just de skilte vi ser hotellerne i Danmark bruge.

Selvom gedderne er blevet færre og færre des længere nord vi er kommet, så kan vi stadig ikke undgå at støde ind i dem, når vi bevæger os rundt på de forskellige øer.

Et lidt faldefærdigt hus, der ligger tæt på grænsen mellem det sikre område og det ikke så sikre område.

Lasse har er foreviget Dania "for en stund" i noget vulkanaske, der lå på vejen.

Lasse og Dennis blev enige om, at det på et eller andet tidspunkt i historien, måtte være blevet brugt til som torturredskab... Vi døbte det ondskabens træ! Piggerne var op til 5 cm. lange og spidse og hårde som sten.

Her ses træet og dets pikker i et andet perspektiv.

Dennis vasker her fødderne og samtidig bruger lejligheden til at køle sig lidt ned, efter en lang gåtur i en vanvittig varme. Vandet kommer fra en kilde, som af de lokale siges: "Hvis du drikker af den, så vil du atter vende tilbage til Montserrat". Til dette må vi bare sige... vent og se!

På Montserrat er der ikke meget andet at se, end nogle efter sigende smukke vandreture og så observatoriet der overvåger vulkanen. Og da vi efterhånden synes vi har set nok af smukke skove og natur generelt, valgte vi at tage til Observatoriet dagen efter. Vi fandt en lokal bus, gav chafføren 5 EC (10 kr) hver, og kørte turen op til Observatoriet. Vi havde håbet på at der var mulighed for at komme tættere på vulkanen eller byen der blev ødelagt, men det er kun muligt når vulkanen har været inaktiv i over 1år. Da det kun var et par uger siden den havde dækket naboøen med aske var det lukket land. Til gengæld havde vi en god udsigt til vulkanen og fik set en film om hvordan øen lever med vulkanen og de ødelæggelser den forårsager. Menneskene her, lever tilsyneladende med faren om udbrud hver dag, men det holder dem ikke tilbage med at udvikle og fortsat blive på øen. Nu vælger de dog udelukkende den mere sikre nordlige del af øen når de bygger.

Vulkanen set fra syd/vest-siden, ca. 2 sømil fra land.

Her ses en af de "askefloder" der er dannet gennem årene. Læg mærke til hvor store stenene er!

Hovedstaden, som nu ikke længere er tilgængelig for andre end forskere.

Senere på dagen, tilbage på båden, kiggede vi på den store svenske båd der lå for anker i samme bugt som os. Vi talte med nogle fra båden, som fortalte at de var gymnasieelever og at de i 3 måneder sejler rundt med dem som en del af deres gymnasieuddannelse. Snart skulle de sejle over atlanten til Portugal hvor en ny gruppe elever ville overtage pladserne, for derefter igen at sejle til Caribien! Hvorfor er det lige at vi i Danmark ikke har gymnasier der gør sådan noget? Det gad vi i hvert fald godt at have gjort.

Gymnasieskibet fra Sverige... 3 måneder i Caribien og en tur over Atlanten... det skulle vi have vidst var et muligt alternativ da vi valgte gymnasium.

Når den sidste T-shirt er brugt 3 dage i streg, så er de på tide at vaske tøjet... også selvom det betyder at skulle vaske i hånden. Lasse hænger her tøjsnoren op mellem de forskellige stag på båden.

Når solen står på sit højeste, når man næsten ikke at hænge det op, før end det er tørt.

Dagen efter, den 17 Marts, fejrede øen St. Patricks day - en dag hvor alle fejrer deres Irske afstamning. Lige ved bugten havde de sat boder, barer, og scener op og hele dagen var der underholdning og fest. Mange var mødt op i tøj i de Irske farver (grøn hvid og orange) og var denne dag lidt mere irske end normalt.... Flere gik rundt med badges der sagde ”Irish for a day”.

Det var en sjov oplevelse at være en del af denne fest og i løbet af dagen, fik vi prøvesmagt mange lokale retter (nogen bedre end andre), set underholdning i form af musik og dans og endda spillet banko med alle de fremmødte!

Dagens dronning...

Steel-band orkester.

Afrikansk kostumedans.

Alle aldersgrupper var tilstede den dag og der var underholdning for alle.

Dagens konferencier på scenen, sammen med en repræsentant for Handicap OL i Indien 2010, der står til venstre i billedet.

Faklen der skal bæres videre til Indien.

Dagen efter var der tidlig opstandelse på Dania, da vi skulle videre til Antigua - ca. 30 sømil nord/vest. Lasse havde opdaget at tovet i forliget på storsejlet var sprunget (ved ikke hvad den hedder), og derfor havde brug for en reparation ved sejlmager. Det er nu osse vores første skade på sejl, men vi besluttede at vi hellere måtte sejle for motor og evt. forsejl til Antigua for ikke at ødelægge sejlet. Vinden og bølgerne var lige imod os på vejen til Antigua- så vi tøffede stille og roligt afsted for motor og ankom hen af eftermiddagen til English Harbour....

Venligst,
S/Y Dania

Fødselsdag og gensynsglæde

2010-03-19T15:43:00.000-07:00

Guadeloupe
Fredag d. 5 marts 2010

15°16.975 N
61°22.601 W

Udsigt fra vores ankerplads ude foran Bas Du Fort Marina.

Sejlturen fra Dominica til den franske ø Guadeloupe bød på masser af vind og bølger, så den blev en hel del kortere end vi havde forventet. Da vi ankom til den sydlige del af øen opdagede Anders at der langt væk fra båden var nogle store plask, og da vi fandt kikkerten frem kunne vi se at det var hvaler! Kæmpemæssige haler kom op af vandet og gav nogle mægtige plask. Vi var desværre for langt væk til at kunne se hvilke hvaler det var, men hvaler var det i hvert fald.

Vi valgte at smide anker i den store og beskyttede bugt ved byen Pointe a Pitre, lige ud for marinaen Bas Du Fort. På turen dertil sejlede vi i meget store dønninger så det var et godt valg at vælge denne beskyttede bugt. Stedet var smukt til den ene side, men havde også øens eneste store erhvervshavn til den anden side, så det var et mix af tung industri og smuk natur.

Endnu en udsigt fra vores ankerplads ude foran Bas Du Fort Marina.

Anders familie ankom fra Danmark for at være sammen med ham i to uger på øen, hvor de havde booket sig ind på et resort tæt ved Pointe a Pitre. Anders tog til lufthavnen aftenen efter, og tog med dem på hotellet. Forventningen til gensynet med familien var tydelig at mærke på ham...

Dagen efter havde Dennis fødselsdag, og om morgen spiste han og Lasse morgenmad på båden og Dennis pakkede gaver op. Nogle timer senere mødtes vi alle på en Cafe ved marinaen, og ud over at Anders selvsagt var enormt glad for gensynet med hans forældre og lillesøster var det også dejligt for Dennis og Lasse at se dem alle. Det at få besøg på langtur er noget af det bedste, og det var rigtigt dejligt at se dem igen.

Senere på aftenen havde Helle og Ejnar (Anders forældre) inviteret os alle på middag i deres store hotellejlighed. Det blev til en rigtig hyggelig aften med franske specialiteter og hjemmelavet mad som Ejnar stod for. Helle havde sørget for at at der også var en lagkage i anledningen af Dennis fødselsdag og vi fik da også sunget fødselsdagssang. Også den lokale rom blev prøvesmagt i mange varianter den aften, og det blev sent før vi kom i seng – en rigtig seng på et hotel hvor sengen ikke gyngede og der var dejligt køligt grundet airkonditionen ! Tak for det Helle, Ejnar og Sofie...

På Guadeloupe fik vi også talt om hvad vi havde af ønsker med hensyn til båden når vi kom hjem. Og beslutningen blev at vi vil prøve at sælge vores båd som flere af jer måske ved. Det afgørende i beslutningen er vores økonomi. Dels har båden jo en værdi, og vi har lån på den i banken, dels har turen også kostet os mange penge. Alt i alt skylder vi vores bank penge når vi kommer hjem og så er det faktisk også meget dyrt at have båden liggende derhjemme, både havneafgift og forsikring render op i et anseeligt beløb hvert år. Dennis har planer om at flytte sammen med Marie når han kommer hjem og det foregår sikkert i silkeborg, og Lasse ved endnu ikke hvor han ender med at bo, da hans kæreste Bente skal starte på basis (tidl. kaldet turnus) som læge. Og det betyder i prakis, at de måske bliver nødt til at flytte til en anden by i Danmark. Måske langt fra Århus? Desuden skal Lasse igen til at søge arbejde som bygningskonstruktør, og det nu på et tidspunkt hvor byggebranchen er hård presset og der ikke er mange ledige stillinger. Anders skal læse det sidste år færdigt på medicinstudiet og kommer altså tilbage til en SU. Så alt i alt står vi når vi kommer hjem bliver det til et noget andet liv end da vi tog afsted.
Men drømmen lever vi stadig fuldt ud, og det at vi forhåbentlig får solgt vores dejlige båd, betyder at vi får luft i økonomien til at starte på andre drømme, samt at andre får muligheden for at udleve deres drøm med Dania.

Dennis og Lasse sejlede båden videre rundt om Guadeloupe til en bugt kaldet ”Anse A La Barque” der ligger på vestkysten af Guadeloupe. Egentlig ville vi have været sejlet til nordsiden af øen via den smalle kanal, der deler Guadeloupe, men efter at have talt med havnekontoret og fik at vide at kanalen kun var 1,8 meter dyb, og vores båd stikker mellem 1,9 -2 meter. Vi derfor ikke at tage turen derop, også selvom vi ellers havde glædet os enormt meget til at sejle gennem kanalen og ligge for anker ved mangroven. Der skulle være fantastisk fiskeri efter Tarpon deroppe, som vi gerne ville have prøvet, alligevel besluttede vi os for, at det nok ikke var værd at gå på grund for at komme derop. Både Anders og Dennis havde fanget Tarpon inde i mangroven ved Marinaen, men her var de små, og de store krabater skulle eftersigende være store nord for kanalen. Turen rundt om øen var 70 sømil i stedet for 4 sømil gennem kanalen, og da vi allerede havde deklareret ud kunne vi desværre ikke nå at sejle turen derop....

Anders her med hans 2. tarpon den morgen... den første røg lidt for hurtigt i vandet... ikke helt bevidst dog. Disse fisk kan blive over 100 kg, og fisk i størrelsen op til 25 kg., anses som babytarponer.

Randerne under øjnene, skyldes ikke alderdom, men derimod at vi stod op kl. 5 om morgenen for at fiske. Randen rundt om hovedet, skyldes en hat, der passede perfekt, da vi forlod Danmark... så det er da lidt tankevækkende.

Vi ankom sent om eftermiddagen, og den følgende dag kom Helle, Sofie, Anders og hans netop nyligt ankomne bror, Mikkel og besøgte os på båden. Ejnar havde fået en gang maveonde og måtte desværre blive på hotellet. Det blev til en hyggelig dag med dem alle, og et kærkomment gensyn med Mikkel. Dagen gik med snorkling og hygge på båden, og det var sikkert også en sjov oplevelse for Anders familie at være på båden, som de sidst var på i Danmark. Helle fik et par gaver med hjem til Dennis og Lasses familier, og vi tog afsked med dem alle med ”på gensyn i Danmark” og tidligt næste morgen kl. 05 sejlede Lasse og Dennis alene til øen Montserrat....

Vi har desværre glemt at overføre nogle billeder fra Anders´ kamera, hvorfor der mangler nogle billeder fra denne periode. De vil komme senere.

Venligst,
S/Y Dania

4x4 og mudderbad

2010-03-19T15:00:00.001-07:00

Dominica - Roseau
Tirsdag d. 2 marts 2010

15°16.975 N
61°22.601 W

Efter en stort set vindstille sejlads, hvor det eneste spændende der skete, var en flok jagende delfiner (vi er blevet forvent ja!), og vores følgeskab med båden Kaja og dens besætning, ankom vi til øen og landet Dominica.
Vi regnede med at vinden herover, næsten konstant vil være i ren øst. Det har dog ikke altid været tilfældet, men en del af grunden hertil er også, at vi sejler på Vestsiden af alle øerne herovre, hvorfor vi derved også ligger i læ af øerne når vi sejler.
Det betyder ofte lidt vind i sejlene og derfor må vi have gang i motoren med mindre vi sejler langt udenom øerne. Heldigvis er det ofte meget små øer og der går sjældent mange timer førend vi igen er ude i vinden.

Tidlig start på dagen, for at nå frem i tide.

Vi fulgtes ad med Kaja og dens besætning Erik og Cecilie.

Den største flok delfiner vi har set her i Caribien.

Vi ankom til bugten ved byen Roseau på Dominica, og endnu engang fandt vi ud af, at vandet helt ind til land, var meget dybt. Igen betød det, at vi var nødt til at betale for at kunne få adgang til en mooringsbøje.
Det er normalt dejligt bekvemt at bruge en mooringsbøje, og denne gang var det nødvendigt, da der var 45 meter vand hvor vi lå. Denne gang var det dog ikke så bekvemt! Vinden var væk det meste af dagen, hvilket betyder, at båden ikke lægger sig op i vinden, hvilket så betyder, at båden lægger sig med siden til evt. dønninger. Alt i alt blev det en meget gyngende oplevelse at ligge her... værre endnu var, at mooringsbøjen var lavet af en bundt plastflasker og runde hårde plastkugler, som fra tid til anden slog ind mod båden og lavede nogle trælse høje lyde... Specielt Lasse erfarede lyden og måtte op flere gange i løbet af den første nat og ud i vores dinghy, for at finde en løsning der ville fjerne støjen.

Det viste sig, at det her på øen var ret billigt at leje en lille firehjulstrækker, så dagen efter tog Anders, Mikkel og Lasse ind til et hotel ud for vores ankerbugt hvor en venlig receptionist ringede efter en mand fra et biludlejningsfirma. Ikke mere en et kvarter efter ankom en mand, og bragte os ind til kontoret i byen hvor vores lille 4x4 holdt parkeret. Dennis blev hjemme på båden for at skrive nogle artikler til forskellige blade og magasiner. Lejekontrakten for bilen blev underskrevet, og vores tur på øen kunne begynde.

Anders satte sig bag rattet – I højre side! Og nu var det bare om at holde sig i venstre side af vejen for at undgå ulykker. Det krævede lidt mere koncentration end normalt da det ligger i os alle at det er den forkerte side – Mikkel sad ofte og sagde ”Venstre” mens vi kørte bare for at være sikker på at Anders ikke skulle glemme hvilken side han skulle køre på når vi kom til et kryds. Turen viste sig at være særdeles egnet til en bil der kunne klare veje der ofte ikke var asfaltbelagt og Anders, der er mere end glad for at køre bil, nød at køre på de smalle snoede grusveje. Første stop på turen blev en sø oppe i bjergene. Søen var en del af en stor naturpark på øen og derfor måtte vi betale for at køre ind i naturparken. Eftersom at den lå højt oppe i bjergene faldt temperaturen også meget, og det var skønt at komme op i den milde og næsten kølige bjergluft. Også her på Dominica er bjergene utroligt frodige og udsigten var temmelig spektakulær. Vand eller manglen på samme har været udpræget på mange af de øer vi har besøgt, men her på Dominica falder der regn selv her i tørkeperioden (regntiden stoppede i januar).

Efter besøget ved bjergsøen brugte vi en hel del tid på at finde nogle ”hot-Springs” som Mikkel aldrig før havde set. Da vi endelig fandt dem, viste det sig at være en slags kurbad – hvor de førte vandet op i bassiner og gamle jernbadekar. Selv om det er varmt herovre er det faktisk ganske behageligt med et varmt bad og vi brugte lang tid på at døse i de smukke omgivelser i hvert vores badekar midt ude i skoven. Stedet havde også et mudderbad, eller nok nærmere en mudderpøl, hvor vi kunne skrubbe vores lag af gammel hud og solcreme af. Når vi næsten altid ligger anker må vi nok indrømme, at der nogle gange går mange dage mellem et rigtigt bad. Så vi tager enhver chance der byder sig.

Efter ”kurbadet”(det lyder lidt tøset ved vi godt), gik turen tilbage til båden for at høre om Dennis ville med hen til et sted kaldet ”Champagne beach”. Vi kaldte ham på VHFén og han tog hurtigt ind til land i dinghyen.

Champagne beach, er et sted hvor der efter sigende skulle komme gasser op fra havbunden grundet det faktum at Dominica er en vulkanø. Vi tog snorklegrejet på og svømmede ud for at lede efter stedet vi nogenlunde havde fået beskrevet.
Vi svømmede op og ned langs kysten og brugte vel et par timer på det, men det eneste vi fandt var nogle få steder hvor, der af og til kom et par bobler op! ”Champagne my ass” det var ikke ligefrem det boblende, brusende sted vi havde fået anbefalet af en af de lokale vi havde snakket med. Til gengæld var det sjovt at snorkle mellem de klippeformationer der var ude i vandet, sikkert dannet af vulkanen for mange år siden.
Da vi kom op af vandet var det ved at være mørkt og vi tog tilbage til båden.

Mikkel skulle med fly til Barbados og videre til Danmark kl. 07 om morgenen og da lufthavnen ligger på nordøen, og vi befandt os på sydøen, kørte Anders afsted med ham kl. 04 tidligt om morgenen.
Dennis og Lasse tog afsked med Mikkel samme aften og i nattens mulm og mørke tog Anders og Mikkel afsted mod lufthavnen....

En stor tak til dig Mikkel!. Det har været en sand fornøjelse af have dig ombord. Du er som altid et positivt input, og det har været dejligt at dele en del af vores eventyr med dig!

Når dykkerbrillerne strammer for meget, er det her resultatet.

Endnu en af Dennis´ kreationer, hvor Mikkel lagde hår og tillid til.

Dagen efter mens Anders tog en lur efter den lange køretur, tog Dennis og Lasse ind for at hente drikkevand til båden. Det første sted vi spurgte efter det ville de have have 60 EC dollars (ca 120kr) for at fylde vores 4x 25 liters dunke! Men som vi tidligere havde erfaret på andre øer, koster vand ikke altid det vi får at vide, og da vi spurgte en lokal fisker ved stranden endte vi med at få det ganske gratis hjemme hos ham.

Vandet blev klaret, vi forlod ankerbøjen og sejlede 4 timer op af kysten til en bugt ved byen Portmouth for at gøre den efterfølgende tur til Guadeloupe det kortere.

Venligst,
S/Y Dania

Sømands-tatoveringer – og lamslående natur….

2010-03-01T09:39:00.000-08:00

Fort de France – Martinique (Fransk)
Lørdag den 27 februar

14°36.457 N
61°04.616 W

Cecilie og Erik til højre på billedet - og ja, deres tatoveringer er også rigtige!

Efter en utrolig stille dag på vandet fra St. Lucia til Martinique ankom vi til turens første Franske ø. Vi lagde anker ud for hovedstaden Port du France, og tog kort tid efter i land for at indklarere. Det viste sig at være noget at et kultur-shock at komme i land. Port du France ligner en middelstor fransk by- europæisk by med et præg fra Caribien! Bilerne var nu små franske Renault og Pegeot og ikke som vi er vant til Toyota og Nissan. Alt ser mere eller mindre moderne ud og alting virker og er velholdt. Det var som om at vi havde sejlet utroligt langt for at komme hertil, når man ser kontrasten, til alle de andre øer vi har været på, men faktum er at Martinique kun ligger omkring 40-45 sømil fra den sidste ø vi kom fra, St. Lucia. Det er øen er fransk har sat sit helt tydelige præg på øen. Der er masser af caféer og franske restauranter, og hos bageren ser vi nu franske baguetter og crossainter, og foruden det betaler man selvfølgelig med Euro. Det er helt sikkert en sjov oplevelse at komme hertil, og ud over at øen er så moderne, og udviklet så er den også helt utrolig smuk og frodig…

Her på øen tjekker man ikke ind ved politiet når man kommer til Port du France, - nej man tager bare hen til den lokal marinebutik og udfylder en formular på en pc, printer den ud og giver den til butiksejeren – så er man indklareret i Martinique! Det er godt nok det nemmeste vi har prøvet på vores tur, ingen stempler, ingen der skal se vores pas og skibspapirer, og når vi skal forlade landet er det ligeså nemt… og så er det ganske gratis!

Det er også første gang siden vi var på Gran Canaria i Europa at vi har set en Mc Donald´s så det blev også til et hurtigt besøg på ”den gyldne måge” som vi kalder den. Smager ca. som i resten af verden men det er nemt og smager ”næsten hjemligt” ….
Dagen efter stod vi tidligt op. Anders og Mikkel lejede en bil og tog ud til et stort inkøbscenter for at shoppe og derefter videre for at se et af øens rom destillerier.
Vi har længe gerne ville have en sømands tatovering, så Lasse og Dennis tog på udkig i byen efter en dygtig tatovør – det lykkedes ret hurtigt og efter et besøg hos tatovøren og en snak med receptionisten, der modsat tatovøren kunne tale lidt engelsk, var vi hurtigt enige og at det var det rette sted, så vi aftalte at vi ville komme tilbage dagen efter kl. 8.30
Lasse og Dennis satte sig derefter på en af byens hyggelige cafeer og skitserede på et Anker der ifølge gammel sømandsskik betyder at man har krydset Atlanten. Vi har haft mange ideer til en tatovering og Anders har også ville have en Fregatfugl, som vi så mange af på Tobago. Men altid er vi vendt tilbage til ankeret. Efter nogle timers skitsering i hånden, research på Internettet og Dennis egenskaber på et tegneprogram på computer, kom vi frem til et design vi var glade for….

Senere på dagen mødtes vi alle ved dinghyen og sejlede tilbage til båden. Anders og Mikkel havde haft en dejlig dag, og havde begge nydt at køre rundt på øen i egen bil, og ikke som vi ellers plejer med offentlig transport. Anders fik fremlagt designet på ankeret men ville have et anker der ikke var udfyldt med farve men kun var en ”outline” at symbolet, så han lagde sig i overvejelser omkring designet.

Om morgenen næste dag mødte vi op ved Tatovøren og Specielt Lasse og Anders var spændte på oplevelsen, da de ikke har nogen tatoveringer. Det viste sig at tatovøren allerede her fra morgenen var meget forsinket, men vi blev enige om at det nok var en dum ide at skynde på en tatovør.

Da det blev vores tur var det Dennis, der lagde ud, da han i forvejen har en tatovering. (han meldte sig selv som frivillig). Tatovøren lagde ud med at tegne i fri-hånd på Dennis underarm og fortolkede lidt på vores design. Det var Dennis ikke helt tilfreds med, så ved hjælp af lidt engelsk og Anders franske fik vi ham forklaret at det skulle være nøjagtig som den tegning vi havde medbragt. Derefter tegnede han designet over på kalkerpapir og derefter trykt over på huden af Dennis underarm. En ny nål blev sat i maskinen, blæk blev hældt op i et lille bæger og Dennis var nu klar til at få et minde for livet. Et synligt minde på vores sejltur.

Dennis vidste hvad han skulle forvente med hensyn til smerten ved en tatovering, og brokkede sig ikke synderligt, og efter omkring 20 min kunne resultatet ses! Han er selv meget tilfreds med den og vi andre synes også den er rigtigt flot. Men hvad med dig Jette (Dennis mor)? Og Dennis´ kæreste Marie?

Dennis lægger arm til et minde for livet.

Næste offer var Lasse og samme anker skulle på indersiden af overarmen – Da det var Lasses første tatovering var det rart lige at have set resultatet på Dennis, og det gjorde en meget stor forskel at se at den blev rigtig flot. Lasse synes at det gjorde noget mere ondt end Dennis – måske er huden på indersiden af overarmen mere følsom, eller også har han bare en anden smertetærskel? Det er jo svært at sige… igen efter ca. 20 min var resultatet færdigt og Lasse var meget tilfreds men hans første tatovering! Hans kæreste Bente synes den var flot da hun senere på dagen fik et billede af den. Hans mor (Gitte) har dog ikke set den før nu, så det skal nok blive spændende ;-)

Lasse ligger under nålen...

Anders havde nogle skitser med til tatovøren og fik ham til at komme med nogle forslag og ændringer. Da han var kommet frem til den endelige skitse kom også Anders op på briksen og var klar til at blive dekoreret. Da hans tatovering ikke skulle udfyldes med farve tog den ikke mange minutter, og før end han var klar over det, var den færdig – og til vores store held (og specielt hans) blev den ligesom han gerne ville have den! Anders mener ikke at hans familie synes at tatoveringer er det fedeste og ingen af dem ved endnu at han har fået en…

Skiter til Anders tatovering under udarbejdelse.

Anders lægger arm til.

Dania drengene havde nu alle fået hver deres sømandstatovering!
Mikkel der også var med hos tatovøren, havde overrasket os alle dagen før, da han sagde at han også ville have en tatovering. Tidligere på turen synes han ellers at det ikke var en speciel go ide at vi ville have en. Men man har jo et standpunkt til man tager et nyt.
Han ville have hans kæreste (Anne)´s navn på armen! Først troede vi at han bare sagde det i sjov, men om morgenen da vi var ved tatovøren viste det sig, at han skam var alvorlig omkring det – så efter at vi andre havde fået vores ankre, kom Mikkel under nålen og fik tatoveret Anne på underarmen! Heller ikke Anne ved noget om det- så vi forventer en sms fra hende når hun læser dette blogindlæg!

Mikkel foreviger sin kærestes navn.

Efter dekoreringen hos tatovøren, gik vi hen og hentede vores lejebil for at tage på tur rundt på Martinique. Vi kørte op til et af øens store bjerge og på turen derop tog vi et smut forbi endnu et destilleri hvor man selv kunne gå rundt og se på hele produktionen og de gamle bygninger. På tilbageturen stoppede vi på øens ”tidligere” hovedstad der i 1902 belv totalt udslettet da den nærliggende vulkan eksploderede. Over 30.000 mennesker døde hvilket var alle på nær to. En person sad i byens fængsel og en anden mand var i sin kælder, og det reddede dem tilsyneladende. I byen kunne vi stadigt se ruiner fra dengang hvor byen blev smadret af vulkanen og det var næsten ikke til at forestille sig de kræfter der måtte have været. Vulkanen så ud til at ligge ret langt væk fra byen, og alligevel overlevede kun to mennesker!

Tilbage på båden, mødtes vi med Erik og Cecilie (kærestepar fra norge vi sidst så på Grenada). Vi havde aftalt at tage en drink på Dania og så kigge lidt på byen. De er som altid rigtigt hyggelige at diskutere med, og aftenen blev sen, inden vi tog ind for at kigge på byen, og Dennis blev tilbage for at ligge på langs. Det viste sig dog at der selv om det var lørdag, ikke var mange steder der havde åbent (grundet fasten), og de steder der havde åbent var helt enormt dyre. 8 Euro- eller ca. 56kr for en alm. Flaskeøl! Vi tog derfor hurtigt ned til havnen og fik lidt natmad inden vi tog tilbage på båden….

Eftersom vores kroppe var blevet indfarvet med sort blæk, betød det, at vi ikke måtte bade i saltvand i en uge. Årsagen hertil, udover at det måske ville kunne skabe infektioner, kender vi stadig ikke helt til, men vi havde besluttet os for at adlyde ordren fra vores tatovør. Derfor var vi nødt til at finde alternative måder at komme i bad på. De sidste mange måneder, har saltvand været vores eneste kilde i forhold til at blive rengjort, udover de gange vi har fundet et vandfald, der består at ferskvand.

Anders havde læst om nogle enkelte vandfald på øen, som skulle være værd at besøge. Vi havde stadig udlejningsbilen, så det var egentlig bare at sætte sig til rette og dirigere vores chauffør Anders på rette vej. Inden vi var kommet af sted, var klokken næsten 12 og derfor snart frokosttid.

I stedet for at køre direkte til vandfaldet, ville vi nyde udsigten, der lå lige neden for det højeste punkt på øen. Dette kunne så kombineres med at vi kunne spise frokost. Da det jo´ er Frankrig vi er i, så var det ganske naturligt at madpakken bestod af baguette, brie og skinke. Stedet var godt besøgt af mange andre turister, som primært kom fra den europæiske del af Frankrig. De andre turister kom dog hertil, af en mere energisk årsag, nemlig for at bestige de sidste 500 meter, inden de nåede toppen. Det var som om, at det ikke lige var det vi havde lyst... vandfaldet og et dejligt bad i ferskvand, trak mere i os, end en bjergbestigning i enorm varme.

Køreturen i vores Renault Twingo, var ikke lang før end vi havde nået parkeringspladsen ved vandfaldet. Hurtigt fik vi skiftet tøj og sko og turen kunne nu begynde. Det første vores syn vi mødte, var en ”trappe” med store og høje trin, der mest af alt mindede om trinene på den kinesiske mur i Kina. Vi kunne se på de forbipasserende, der var på vej op, at turen ned nok skulle være lang og at turen opad igen, ville blive udfordrende og hård. Dette ville tiden jo´ vise, så vigtigst for os var nu, at komme ned og hen til vandfaldet.

Turen ned af trinene var ret storslået. Høj luftfugtighed og vild og frodig regnskov. Der var små gekkoer og firben over det hele. Flotte blomster og træer der lignede noget fra filmen ”Jurassic Park”. Ved bunden af trappen, lå en mindre flod, der ville føre op til vandfaldet. På den anden side af floden, lå et mindre skur, hvor der var et skilt, der på fransk bad os om at vente på en guide. Det gjorde vi så... indtil vi 10 minutter senere blev utålmodige. Vores fælles ræsonnement fortalte os, at hvis vi bare fulgte floden mod strømmen, så ville vi ende ved vandfaldet. Det er sandelig godt vi har set alle de overlevelsesprogrammer på Discovery, de sidste par år.

Turen gennem den storslåede natur mod vandfaldet.

Vandet i den lille flod var krystal klart og landskabet som omkransede floden, var ligeledes ubeskrivelig smuk og frodig. Mikkel blev her for første gang i sit liv... lamslået! Han stod målløs og måbede. Ikke mange ord kom ud af han, før end at det blev for meget for ham og han energisk formulerede sætninger der beskrev, hvor fedt, smukt og fantastisk dette øjeblik var for ham. Vi andre kunne heller ikke andet en tilkendegive vores begejstring.

En stor del af turen mod vandfaldet gik gennem denne smalle kløft.

Turen i vandet frem til vandfaldet, krævede at vi skulle svømme, klatre og vandre med taskerne over hovedet. Det var som at være i en Indiana Jones kulisse og vi var på vej af sted for at finde den Hellige Gral. 20 minutter senere nåede vi endemålet og en højt vandflad, der udledte store mængder vand, var nu ret forude. De fleste vandfald vi har mødt, er behagelige at stå under. Dette vandfald, var næsten for kraftigt i forhold til at kunne bade nedenunder det. Det var simpelthen for store mængder vand, der kom fra en for stor højde. Alligevel skulle vi alle ind under vandfaldet og kom alle godt af sted med det.

Til trods for at det ville have været dejligt at blive i området med floden og vandfaldet, så begyndte der at ankomme andre turister, hvilket tog lidt af glæden ved at være der. Derfor besluttede vi os for at tage tilbage op mod bilen og derefter vende snuden hjemad mod båden.

Det havde været dagen, hvor vi havde set det hidtil smukkeste naturskønne område i Caribien.

I morgen tidligt tager vi videre til Dominica, som ligger ca. 50 sømil nord/vest for Martinique. Igen er det væk fra Frankrig og tilbage til Caribien... det skal nok blive godt. Mikkel har kun få dage tilbage inden han igen skal hjem... han vil gerne nå at fange en hummer og en fisk inden da... derfor er dette første prioritet på Dania!

Venligst,
S/Y Dania

”Indepeanutsday”

2010-02-27T13:34:00.000-08:00

Soufriere Bay – St. Lucia
Mandag den 22 februar

13°51.037 N
61°03.690 W

Om eftermiddagen ankom vi til den store bugt ud for Soufriere – allerede da vi ankom kunne vi godt se på land at det var landets ”Independence day” – uafhængighedsdag, for langs hele kysten var der fyldt med mennesker. Vi fandt efter nogen tids søgen en ledig moringbøje (fast ankerbøje) da man ikke må smide sit eget anker her – og da en af de lokale ”boatboys” havde fortøjret os til bøjen smed han lige 3 pakker saltede peanuts op til os ! Hmm… det er ikke før sket at vi sådan uden videre har fået gaver? Det viste sig dog da vi spurgte ind til det – at et containerskib var forlist ud for St. Lucia og mange af containerne lå og drev rundt ude på havet. De lokale fiskere, og andre med både, havde sejlet ud for at bjærge mange af de ting der var, i de stadigt flydende containere. Ifølge loven tilfalder vraggods den der bjærger det – så der kom hele tiden små fiskerjoller ind med bunker af peanuts pakker liggende i båden. Senere fandt vi ud af at nogle lokale havde bjærget bærbare computere, pampers bleer, og mælkepulver. Det gjorde mildest talt ikke deres ”independence day” som Mikkel hurtigt omdøbte ”Inde-peanutsday” mindre god. Mange af fiskejollerne kom ind med hujende mænd der nærmest ikke kunne få armene ned af bare glæde – det her var bedre end juleaften !
Det viste sig også at et par af de 400 containere der var ombord på skibet indeholdt to sportsbiler og våben til politiet på St. Lucia – ikke underligt at alle gerne ville have fingre i en container….

Mikkel, Anders og Dennis tog i land for at tjekke ind ved myndighederne mens Lasse blev på båden, og da de desværre var 20 minutter forsinket iht. myndighedernes normale åbningstider kostede det lige 500 kr. at indklarere! 20 min tidligere havde det kostet 60 kr. Ikke de mest fleksible myndigheder vi har mødt på turen, men nu har vi da lært på den hårde måde at komme indenfor deres normale åbningstid….
Efter indklareringen tog Mikkel, Anders og Dennis hen på en lokal bar og tog del i peanutsfesten- og som aftenen skred frem havde de dels købt nogle pakker og dels byttet sig til ikke mindre 4-5 kg forskellige nødder for kun omkring 30kr! Som aftenen udviklede sig, endte det med en reel bytur sammen med de lokale og Mikkel var tilsyneladende forsager i bandet ”Coldplay” – det mente en lokal mand i hvert fald, og han var sikker på at Mikkel kunne skaffe ham en pladekontrakt? Det lykkedes aldrig Mikkel at få overbevist manden om, at han ikke var noget ved musikken, men at han var bygningsingeniør….

Anders indtager her nyre på spyd, som viste sig at være en sand delikatesse!

Gadekøkkenet med nyre på spyd, var et hit blandt alle.

Her er en del af peanuts fangsten.

Lokale samles omkring container-rovet.

Anders midt i hans bedste poolspil nogensinde.

Skipper Bar, hvor aftenen begyndte.

Lumske Mikkel har byttet sig til billige nødder.

Om morgenen dagen efter tog Mikkel, Dennis og Lasse på udflugt på øen, mens Anders ordnede ting på den lokale internet cafe. Vi lagde ud med at tage til det forkerte vandfald og hotsprings og endte i en botanisk have med et par varme bassiner som udsprang fra varme kilder. Om end det var dejligt at ligge der, var det ikke lige det vi havde regnet med – senere på dagen fandt vi dog det sted vi ville hen til. Inden da tog vi til St. Lucias store vulkan der har ”sulfor springs” boblendede varmt mudder der lugter af rådden æg og svovl – det var en sjov oplevelse og en reminder om at meget af Caribien er dannet af vulkaner og at flere stadig ligger og rumler lige under fødderne af os! Guiden deroppe mente dog at forskere holder godt øje med dem, og at befolkningen vil blive advaret i tide inden et udbrud. Samtidigt sagde hun også at vulkanen var gået langt over tid, og at den burde have været i udbrud for længst da den har ry for at gøre det for hver 200 år…

Læg mærke til priserne... eller rettere sagt prisforskellen mellem lokale og turister.

Kogende æg.... som Mikkel kalder det!

Efter æggelugten og det kogende mudder, gik vi videre i middagsvarmen mod det rigtige vandfald og hotsprings, som vi ville have været til – og da turen var meget længere og stejlere end vi regnede med var vi mildest talt glade for at være fremme. Stedet ligger oppe ad bjerget ”petit Piton” som er et af de meget stejle bjerge der er vist på billedet. Stedet får som nævnt vand fra varme kilder og et par af bassinerne havde 37 grader varmt vand, og et andet havde endnu varmere vand…. Selv om vi var godt kogte af den lange gåtur i solen var det nu alligevel en stor nydelse at ligge i vandet og bare slappe af….

Hot springs - varmt vands bad.

Dagen efter var det turen til den Franske ø Martinique, der stod for skud. Da vi skulle tilbagelægge næsten 50 sømil valgte vi at stå op kl.6 for at få en tidlig start om komme til Martinique inden det blev mørkt….

Le Pitons - St. Lucias mest fotograferede objekter.

En tidlig morgen lige efter afgang til Martinique.

Venligst,
S/Y Dania

Pirates of Carribean og “fifty –fifty”

2010-02-27T13:08:00.000-08:00

Walliabou – St. Vincent & Grenadinerne
Torsdag den 18 februar

13°24.780 N
61°27.145 W

Dania ligger tæt på land og med agterlinen på land.

Vi ankom sent om eftermiddagen til ankerbugeten ”Walliabou” . Den lille bugt lignede ikke andre bugter vi tidligere har besøgt- inde på land var der gamle borg-lignenede bygninger, der stod gamle trætønder på kajen og en gammel forfalden bygning, der lignede noget fra kolonitiden stod øde hen i den nordlige ende af bugten. Her havde Disney været på besøg til optagelsen af ”Pirates of Carribean” filmen ”Dead mans chest” og tilsyneladende var en hel del af kulisserne stadig på stedet. Efter nærmere eftersyn så vi at stenfacaderne på bygningerne var lavet af noget skumplast og nogle af bygningene var blot stilladser med facader og tag på….
Bugten i sig selv var vældigt flot men med kulisserne i land så det hele bare lidt mere pirat/koloniagtigt ud ! De lokale havde desværre ikke helt formået at vedligeholde kulisserne som ellers er blevet lidt af en attraktion, så der går nok ikke lang tid før de helt er væk….

I Pirates of the Carribean hænger pirater i galger i hullet ved denne klippe.

Nogle af kulisserne fra filmen.

Ankring i bugten virker næsten helt umuligt når man ankommer. Helt ind til bare 30-40 meter fra kysten var dybden over 80 meter og med vores 50 meter kæde vil vi helst under 15 meter. Men de lokale forsikrede os at vi bare skulle sejle mod land og så smide det så snart loddet viste 15 meter og så binde en line fra agter til et træ på land, så det gjorde vi….
Vi havde inden vi kom tilbage til St. Vincent besluttet os for at tage op til det store vulkankrater midt på øen. Mikkel og Lasse talte med et par af de lokale over VHF radioen der eftersignende skulle tilbyde guider til sådan en vandretur op gennem regnskoven. Der var så dårlig forbindelse at de besluttede sig for at tage op til dem for at snakke med dem i stedet, og efter lidt snak frem og tilbage fik vi en ung ”guide” på 18 år og hans 15 årige kammerat med os på turen. Da de lokale busser den dag ikke rigtigt kom forbi os da vi alle ventede ved vejen, endte det med at vi tog en taxa op til den by der ligger nærmest krateret. Turen derop tog ca. 30 min på de snoede veje og derefter sagde vores meget fåmælte guide at det ville tage ca. 3 timer at gå op til toppen af vulkanen og ca. 2 timer at komme ned igen. De to guider havde hverken mad eller vand med til turen og den 15 årige dreng havde kun klip-klappere på?? Vi tænkte vores, men vi synes at forstå på Guiden at han vidste hvad han gjorde og at han kendte vejen, så vi begyndte på vandreturen op ad bjerget. I lang tid fulgte vi en udtørret flodseng der efterhånden blev mere og mere stejl og mange steder skulle vi klatre mere end vi gik…..
Turen foregik i et forholdsvis heftigt tempo gennem den meget varme regnskov, og da guiden var 18 år og sikkert i bedre form end os, gik han temmelig langt foran os og sagde stort set ikke noget, og det han sagde, forstod vi ikke meget af ! Efter et par timers kamp gennem skoven ankom vi til et sted hvor flodsengen delte sig i to- Lasse sagde, lidt i spøg og lidt i alvor, om det nu var ”fifty-fifty” med hensyn til hvilken vej vi nu skulle, og til det svarede ”guiden” bare ”yes!”, og gik hurtigt til højre !....
Endnu en time gik, måske mere, og terrænet blev mere og mere stejlt og flodsengen forsvandt til sidst og der var nu bare regnskov. Det her var helt sikkert ikke den officielle sti op til toppen af vulkanen! Efter yderligere halsbrækkende ”jungleklatring” endte vi ved en stor ”Ganja-plantage” (hashmark) og nu turde guiden ikke gå længere- og indrømmede meget fåmælt at vi var gået forkert !! Faktisk var det det helt forkerte bjerg vi var gået op af ! Fuck også da!
Nå, men vi var godt trætte allerede, og turen tilbage var dog noget nemmere end op, men stadig lang, så da vi endelig kom ned og var så drivvåde af sved satte vi os i det kølige flodvand for foden af bjerget og slappede af…

Bjerget vi blev ført op ad...

Vulkanen vi skulle have været oppe på.

En træt skipper...

En ting vi lærte af oplevelsen er; at folk ikke altid er det de udgiver sig for. Vores såkaldte guide, havde kun været på toppen af vulkanen en gang som barn, fik vi at vide af nogen lokale efter turen! Og selv om han påstod at han sagtens kunne finde derop, må vi nok sige at vi selv kunne have gjort det ligeså godt, eller skidt, på egen hånd! Generelt kan folk herovre, ifølge dem selv, alt hvis de har i udsigt til at tjene penge på det - og man bør derfor være lidt mere kritiske end vi var…
Men set tilbage på turen var det nu en sjov oplevelse - selv om vi nok hellere ville have set vulkanen!

Dagen efter, var dagen hvor Anne skulle med fly tilbage til Danmark, og sammen med Mikkel og Lasse tog hun ind til lufthavnen på sydøen. Som sejler skal der konstant tjekkes ind og ud på de forskellige lande/øer og på St. Vincent kan dette gøres i lufthavnen. Lasse tog ind til Customs & Immigrations og fik orden på skibspapirerne og Anne tjekkede ind ved flyskranken. Efter vi tog afsked med Anne, tog Mikkel og Lasse tilbage til skibet. Da der netop denne søndag var stort politisk møde på øen, var der ikke busser der kørte, og derfor havde vi hyret en taxamand der holdt og ventede på os. Manden var meget snakkesaglig og på turen tilbage stoppede vi ved en bar og fik en øl mens taxamanden snakkede med en lokal kvinde (sikkert kæreste, dem kan de godt have mange af herovre), og dernæst stoppede vi ved det store politiske møde hvor flere hundrede mennesker var mødt op inkl. landets præsident. Alle var klædt i røde parti T-shirts og Vi følte os noget udenfor selskabet, men det var nu alligevel en ret sjov oplevelse at se hvordan lokalbefolkningen engagerer sig for politik – specielt i et land der kun har haft selvstyre i lidt over 30 år… Efter den politiske debat – kørte vi videre tilbage til båden.

Sports Illustrated 2

Sports Illustrated

Ankerbugten havde i mellemtiden fået besøg af store dønninger, og derfor besluttede vi os for at sejle båden en lille sømil op nordpå til en mere rolig bugt kaldet Cumberland Bay. Bugten var ligeså vanskelig at ankre i som den foregående men, nu havde vi jo prøvet det, så det gik mere smertefrit. Vi kom hurtigt i snak med en lokal mand (Carlos), der hjælper sejlere med alt muligt, og inden længe inviterede vi ham ombord til en rom. Han var meget spændende at snakke med, og det er ofte rigtigt lærerigt at komme i snak med de lokale og deraf få en bedre forståelse af den kultur vi befinder os i. Carlos kunne tilsyneladende også lide vores selskab for han blev hængende til aftensmad og fik selvfølgelig en portion med…. Kommer i engang til Cumberland bay så gør brug af Carlos- han kan varmt anbefales!

Cumberland Bay.

Boatboy Carlos nærmer sig her båden, for at ville assistere os.

Tidligt næste morgen gik turen 40 sømil nordpå til St. Lucia….

Venligst,
S/Y Dania

Postkort Caribien – så er det Tobago Cays!

2010-02-26T12:48:00.000-08:00

Tobago Cays – St. Vincent & Grenadinerne
Søndag den 14 februar

12°37.838 N
61°21.440 W

Tobago Cays er en stor fredet marinepark lige øst for Mayreu, og siden vi ankom til Caribien har alle sejlere der har været der, rost stedet til skyerne – så selvfølgelig skulle vi besøge det.
Vi ankom ved middagstid og blev hurtigt betaget af de mange små øer, og det store rev, der omkranser den fredede naturpark. Øerne er ikke beboede og den eneste grund til at man overhovedet kan ankre op ved Tobago Cays er grundet det kæmpestore rev der beskytter mod bølger fra Atlanterhavet. Næsten lige da vi havde smidt ankreret på den fineste sandbund, og Mikkel og Lasse var i gang med frokosten, opdagede Dennis en masse stingrays (pilerokker) under vores båd – så han hoppede hurtigt i vandet for at se på de sjove fisk. Anne der ikke tidligere har set rokker hoppe også hurtigt i vandet med snorkleudstyr på efterfulgt af Anders.

En større gruppe rokker, der er i færd med deres parringsritualer.

Området er også kendt for at have mange havskildpadder – og at der rent faktisk er mange blev hurtigt bekræftet da vi tog en snorkletur, over til et område, der er afspærret for ankerliggende både. Hurtigt fik vi øje på en skildpadde og dernæst endnu flere. Skildpadderne var så tamme at de uden videre fortsatte med at spise græs fra bunden selv om vi svømmede helt ved siden af dem. Fed oplevelse! Det er noget helt specielt hver eneste gang, vi enten ser hvaler, eller skildpadder på nært hold og her kunne man bare stikke hånden frem og klappe dem (hvis man ellers måtte)…

Green-back turtle

Mikkel tæt på en af de mange skildpadder.

Mikkel og Anne i et ømt øjeblik.

Tobago Cays bød også på de helt perfekte forhold for kitesurfere - så Anders og Lasse pakkede grejet, og sammen med Anne, Dennis og Mikkel tog vi ind til den nærliggende ”klassiske” Caribiske paradisstrand for at snorkle, ligge på standen og kitesurfe. Der var rigtig fin snorkling rundt om den lille og Dennis stødte på skallen fra en megahummer som han vurderede havde været omkring 5-6 kg da den levede ! sådan en kleppert gad vi godt fange i live- desværre er alt fiskeri forbudt i marineparken.
Anders og Lasse fik kites´ne i luften og havde den mest perfekte surf-dag , næsten stabil vind og relativt fladt vand inde bag det store koralrev. Endelig! Vinden har ellers tidligere på turen altid været dårlig når vi ville ud at surfe, men denne gang var det helt perfekt…..
Dog lykkedes det Lasse at brænde læberne så meget i solen at de boblede helt op om aftenen med blæner og armene blev også godt ristet, men hva´ , når man glemmer solcremen i den hårde sol samtidigt med at man har det sjovt, er det nu engang den pris man må betale!

Anders laver her et flot højt hop ved hjælp af hans kite.

Tobago Cays er det klassiske ”postkort Caribien” – så hvis man er til hvide strande, blåt vand, palmer, skildpadder og farvestålende fisk i vandet, er det helt sikkert et stop værd hvis man kommer forbi det…

Vild leguan i naturlige omgivelser.

Cuttlefish - blæksprutte.

Viftekoral.

Kæmpe søstjerne.

Angelfish, der kunne sprede sine "vinger" ud.

Kæmpe bjerg af konkylier, samlet af lokale fiskere.

En af de mange små øer på Tobago Cays.

Mikkel og Dennis bruger tiden på at åbne kokosnødder.

Efter tre dage gik turen videre tilbage øen Bequia for at tanke ferskvand og dernæst videre til St. Vincent hvor vi for næsten tre uger siden hentede Mikkel og Anne.

Venligst,
S/Y Dania

Vandleg og gammelt vrag

2010-02-13T12:49:00.000-08:00

Salt Whistle Bay - Mayreau
Torsdag d. 11 feb. 2010

13°07.57 N
61°12.64 W

Noget af det fantastiske og praktiske ved Grenadinerne er, at der er korte distancer mellem øerne. Nogle distancer er ikke mere end 5 sømil og de længste 20 sømil, som er 3-4 timers sejlads. Dette betyder, at vi kan tage af sted tidligt om morgenen og ankomme om formiddagen og derved have en hel dag når vi ankommer.

Det samme galt for denne tur. Tidligt op om morgen og båden var allerede gjort klar, således kun ankeret skulle trækkes op. Vores erfaring har lært os, at alt forarbejde, gør at vi kommer hurtigere af sted om morgenen... så noget har vi lært på denne tur.

Salt Whistle Bay, som ligger på øen Mayreau og som har 275 indbyggere, er uden tvivl den smukkeste, mest idylliske og mest caribiske kliché agtige bugt vi er kommet til. Det her må ikke misforstås som noget dårligt, for det er ikke tilfældet. Tvært imod var det en helt speciel oplevelse at sejle ind i en så smuk og lille bugt, hvor vandet var krystal klart og lyseblåt, som forsiden på postkort. Palmerne stod på række og rakte ud over vandet, nærmest som om de sagde velkommen til paradis.

Vi satte vores anker på 3 meter vand og var ikke længere end 150 meter fra strandbredden. Ikke lang tid herefter blev strand legetøjet fundet frem og vi svømmede ind til stranden. Dagen blev brug med læsning på stranden, leg på stranden, leg i vandet, svømning, snorkling og afslapning... alt i alt noget som vi alle sammen havde set frem til. Mikkel sagde meget fint: ”Det er det lækreste sted jeg nogen sinde har været!”

Efter dagens udskejelser var vi alle godt udmattede, hvorfor vi tog tilbage på båden. Da mørket faldt på, og kun lidt lys var tændt nede i båden, mærkede vi pludselig en summen og en mørk skikkelse flakke rundt i båden. Eftersom det var ret mørkt, var det ikke tydeligt hvad der var dernede sammen med os. Efter kort tids undren, indså vi dog, at der var tale om enkelte flagermus der havde lyst til at gøre et besøg på båden. De kom flere gange i løbet af aftenen og endelig da alle var faldet i søvn, vågnede Dennis ved, at 3-4 flagermus på en gang fløj rundt i en cirkel nede i båden og ikke langt fra ansigtet, da luften fra deres vingeslag kunne mærkes i ansigtet. Forskellige foranstaltninger blev gjort og der kunne igen soves trygt.

Dagen efter skulle der vaskes tøj og vi fandt hurtig ud af, at der ikke fandtes noget vaskeri på øen. Vi fandt dog heldigvis en venlig lokal, der var døvstum og hed John. Hans kæreste ville gerne vaske tøjet for os, men det blev ved håndkraft. Det eneste det krævede var, at vi købte noget vaskepulver og selvfølgelig betalte for hendes service.

Efter dette gøremål var overstået, var det nu tid til at gøre os klar til at sejle ud til et gammel krigsskib, der var gået ned i 2. Verdenskrig, på et rev der lå en sømil fra vores ankerplads. Vi tog vores dinghy derud og fortøjede os til et par ankerbøjer, der lå over vraget. Der var en del strøm over revet og sigtbarheden var ikke helt optimal. Alligevel var der noget spændende og lidt intimiderende, første gang man dykkede ned på 10 meter og så skibet fremstå tydeligere og tydeligere foran ansigtet på en. Anders med sit nye kamera fik taget enkelt billeder og vi håber i kan se lidt af hvad vi oplevede på dette vrag.

Efter dagens snorkletur sejlede vi tilbage til båden, hvor efter Mikkel straks gik i gang med at bage en chokoladekage. Aftenen kom, flagermusene kom, drengene nød en film sammen, Anne færdiggjorde hendes bog og snart blev båden lydløs og alle sov ... det havde været endnu en rigtig god dag.

I morges da vi vågnede, mærkede vi at vores idylliske bugt, var blevet ændret til lidt af et kar fyldt med dønninger. Vi besluttede os derfor at sejle ned til en bugt ved navn Saline Bay, som ligger 2 sømil syd fra Salt Whistle Bay.

Vi glæder os til i aften, da vi skal deltage i en lokal Valentine fest, som vi blev inviteret med til i går. De lokale er meget imødekommende og derfor ser vi frem til at tilbringe en hel aften blandt lokale festlige mennesker. God lørdag til jer alle derhjemme!

Venligst,
S/Y Dania

”Drenge; jeg tror jeg har stoppet toilettet!"

2010-02-13T12:29:00.001-08:00

Canouan – Corbay / Charlestown bay
Tirsdag den 9. februar

12°43.40 N Corbay
61°20.15 W

12°42.24 N Charlestown Bay
61°19.48 W

Ikke langt sydpå (ca. 18 sømil ) ligger øen Canouan som var det næste sted der stod for skud. Den første bugt vi lagde til i, var udelukkende for at snorkle og dykke på et rev der lå lige ved siden af en lille ankerbugt kaldet Corbay. Vi droppede ankeret og ikke lang tid før var Anders og Lasse iført fuldt dykkerudstyr og klar til at udforske revet. Det var også første gang Anders skulle prøve hans nye ”second hand” dykkerudstyr han købte inden turen i Danmark. Anne og Dennis tog med ud og snorklede på revet, mens Mikkel blev på båden da han havde pådraget sig en gang maveinfluenza. Revet var utroligt smukt og perfekt til at snorkle på, da det meste af det lå på under 10 meters dybde. Anders og Lasse der jo havde lufttanke med fik et fedt dyk på en lille time ned til omring 18 meters dybde, hvor bunden begyndte at bestå af sand og ikke længere rev.
Efter dykket og snorkleturen, hev vi ankeret op og tog en halv time ned langs kysten til Charlestown bay, som var bedre egnet til overnatning for anker..

Dagen efter, lige efter at morgenmaden var indtaget kom Mikkel ud fra toilettet og så noget nedtrykt ud – ”drenge; jeg tror jeg har stoppet toilettet!” og ganske rigtigt vores vakumtoilet stoppet inde i en af slangerne eller pumpen. Dennis kom Mikkel til undsætning og med vejledning af Anders (der tidligere har erfaring med at skille det ad) lykkedes det ham at få fjernet proppen af papir og _ _ _ _ og samlet pumpemekanismen igen. Det er vel omtrent det værste job man kan lave på Dania da det selvfølgelig lugter af helvedes til. Dennis er ikke så sart så han klarede opgaven fint!

Ud over toilettet fik endelig taget os sammen til også at få lavet vores vindmølle, der igen var gået i stykker. Dette fine stykke mekanik har det med at gå i stykker af og til, og efter at have skilt den ad fandt Anders en løs forbindelse inde i elektronikken. Efter at dette blev loddet fast igen og vi fik sat møllen op igen, ser det ud til at den fungerer upåklageligt! Nu håber vi bare at den holder for vi er ret trætte af at tage den ned for at reparere på den….

Byen ved bugten viste sig ikke at byde på de store seværdigheder og var i guidebogen beskevet som en stille og søvnig by der dog pga. voksende turisme var begyndt at udvikle sig - for os virkede det nærmest som en stor byggeplads og overalt kørte entreprenør køretøjer der arbejde på opførelsen af et eller andet ressort på øen. Det er lidt trist at vi nogen gange oplever at den lokale kultur bliver negativt påvirket af rige mennesker der opkøber land og bygger kæmpe private huse eller hoteller - vi besluttede derfor at drage videre fra øen den næste dag…..

Venligst,
S/Y Dania

Først så spiser vi dem - og dernæst kæler vi med dem!

2010-02-13T12:15:00.001-08:00

Admirality Bay - Bequia
Lørdag den 6 februar

13°00.35 N
61°14.17 W

Efter at have fået Mikkel og Annes bagage gik turen videre til naboøen lidt syd for St. Vincent. Turen tog ikke lang tid og undervejs fangede vi en Baracuda på en af vores gummiblæksprutter, Dennis viste sig dog som dyrenes ven, og tabte den i vandet efter den var blevet afkroget, sådan kan fiskene også være heldige.

Vi ankom til den store Admirality Bay og ankrede op mellem byen og den store strand lidt syd for byen. Hurtigt fik vi klargjort dinghyen og sejlede ind til stranden for at lege… stranden var kæmpestor havde det fineste sand og klart vand som i en svømmepøl. Mikkel og Anne havde på St. Vincent købt snorkleudstyr og Mikkel tog med os andre ud og snorkle på det nærliggende rev. Det viste sig at være ret befolket med farvestrålende fisk, og da Mikkel have medbragt Anders nye undervandskamera fra Danmark kunne vi denne gang også tage billeder af fiskene under vandet. Allerede nu kan vi godt råde andre sejlere at anskaffe sig et undervandskamera, da man virkeligt kan tage nogle fantastiske billeder i det klare vand. Kameraerne er nu heller ikke så dyre, ca. 2000 kr. og de kan tåle at gå ned til ca. 10 meters dybde. Mikkel var ret begejstret over sin første snorkletur nogensinde, og vi andre der efterhånden har gjort det en del synes stadig det er noget af det mest underholdende vi kan foretage os. Vandet er omkring de 30 grader så et par badebukser og snorkleudstyr er nok til at man kan befinde sig i vandet i over en time uden at komme til at fryse…..

Efter strandturen tog Anne, Dennis og Lasse ind til byen ved bugten for at se hvad der her gemte sig. Vi fandt hurtigt en lille lokal bar og restaurant hvor vi slog os ned og fik et par af de obligatoriske rom/cola og nød den lokale stemning.
Aftenen nærmede sig og vi besluttede os at spise på stedet – Anders og Mikkel kom ind til os og da vi hørte at de havde skildpadde på menuen besluttede vi os for at prøve det. Til jer der ikke har prøvet det så smager det ganske godt og lidt hen i retningen af øksekød- men dog lidt svært med sikkerhed at sige da det var temmelig kraftigt krydret….

Lidt flere rom/cola kom under vesten og senere ville Anne gerne tilbage på båden og ligge på langs. Vi andre tog videre til en anden nærliggende bar, der havde livemusik og langt flere mennesker. Her var foruden lokale også mange andre sejlere og vi stødte på flere danskere, nordmænd og svenskere vi tidligere har mødt på vores tur. Det er altid sjovt at høre hvad de har oplevet på andre øer og hvor de har planer om at tage hen. Det påvirker ofte vores planer når vi snakker med andre og det er et godt alternativ til vores guidebøger.

Dagen efter besluttede vi at sejle med vores dinghy ud til et rev kaldet ”Devils table” efter at have fået et tip fra en dansker, dagen før, om at der var hummere derude. Han havde selv fanget en på 4 kg, et monster af en hummer! Dennis og Anders lave et par snarer af pinde og ståltråd så vi kunne fange dem når vi snorklede. Det viste sig at der rent faktisk var hummere derude. Anders fik en i snaren som var for lille til at beholde, og da Dennis stolt kom op med den anden hummer viste det sig at den ikke var ret stor hvilket han ellers bestemt synes under vandet- så den blev også udsat igen… så altså ingen hummer til aftensmad den dag…..

Vi har undervejs på turen set en del havskildpadder og da vi her på øen havde muligheden for at se et ”turtle sanctuary” – The old Hegg Sanctuary , et sted der tager små nyudklækkede havskildpadder på stranden og opfostrer dem til de er store nok til at overleve, var vi enige om at det skulle vi se ! Stedet ligger på den nordvestlige del af Bequia og er drevet af en Mand der for egne midler og sponsorater driver stedet. Det var en ret fantastisk oplevelse at se de helt små skildpadder på 5-10 cm og de store på op til en halv meter når de er 3-4 år. Efter omkring 4 år bliver skildpadderne udsat i havet og ser altså her for første gang deres naturlige levested. Grunden til alt dette arbejde er, at de som helt små har 1 ud af 1000 chance for at blive store og kønsmodne. Som små er de udsatte for angreb fra fugle og fisk/hajer og derfor prøver man altså at få bestanden op ved at passe på dem til de er store…. Det var enormt spændende at røre ved de tamme skildpadder der villigt kom hen til ens hånd når man stak den i vandet- om modsat hvad vi alle troede så kan de godt mærke når man klør dem på på det hårde skjold. Faktisk bliver det helt vilde og plasker rundt i vandet når man klør dem- og dyrepasseren forsikrede os at de var vilde med det…..
Oplevelsen på stedet og det at se de prægtige dyr gjorde, at vi næsten fik dårlig samvittighed over aftensmaden dagen før. Og vi er ret sikre på at vi nok aldrig mere skal smage disse krybdyr som kan blive op mod 200 år (hvis vi altså ikke spiser dem)!

Efter turen tog vi tilbage til byen, og Dennis og Lasse tog hen til et værksted hvor tre brødre er blevet kendte for deres modelbåde, som de sidder og laver i hånden på deres snedkerværksted. Bådene var enormt detaljerede og vi fattede næsten ikke at man kunne lave så flotte kopier/modeller af sejlbåde – prisen var dog også derefter, omkring 3500,- US dollars for nogle af de store på omkring 1,5 meter! Men hvis man virkelig gerne vil have en smuk kopi af sin båd er dette helt sikkert stedet….

Om aftenen tog vi alle ind til stranden for at grille vores medbragte kylling. Vi lavede bål på stranden og startede grillen op, og det varede ikke længe for en dansker der havde hørt os på VHF radioen spurgte om ham og hans ven måtte komme ind og få en øl med os senere. De måtte han selvfølgelig gerne så Kim der er bådbygger og hans Canadiske ven Frank, mødte op og gav et par øl og en rom. De var vel omkring 50-60 år og var hyggelige at snakke med. Kim der selv bor i Canada (og for øvrigt er kontaktperson for FTLF) havde savnet at snakke med danskere så han var glad for at mødes med os så han kunne snakke lidt dansk…. Da de skulle tilbage til både var deres dinghy væk – en af dønningerne havde taget den med til havs? Efter lidt søgen i mørket viste det sig dog at den var drevet hen af stranden og var blevet fyldt af vand. Sådan kan det gå når man parkerer sin gummibåd for tæt på havet, men heldigvis var den ikke drevet helt til havs….
Efter en dejlig aften på stranden hoppede vi selv i gummibåden og sejlede ud til vores båd i mørket blandt de mange andre ankerliggere….

Venligst,
S/Y Dania

Anne og Mikkel ankommet!

2010-02-13T12:06:00.000-08:00

Young Island Cut - St. Vincent
Tirsdag d. 2 feb. 2010

13°07.57 N
61°12.64 W

Turen fra Carriacou til St. Vincent var første sejltur i lang tid, hvor vi måtte bide vind for at komme frem. At bide vind betyder, at sejle mod vinden, hvilket ofte betyder, at bølgerne ligesom vinden, kommer direkte mod os. Det er en form for sejlads, som i længden kan være lidt udmattende, da bølgerne konstant giver en våd lussing til båden.... men Dania er i disse situationer ikke til at stoppe... den bare fortsætter og fortsætter indtil destinationen er nået.

St. Vincent skulle vi til, da vores vennepar Anne og Mikkel ville ankomme d. 3 februar. Vi ønskede at komme dagen før, således vi kunne nå at forberede en god velkomst til dem... dette betyder egentlig bare, at købe rom og cola, kolde øl og isterninger til fryseren, samtidig med at finde ud af hvor og hvornår de ville ankomme.

Guldarmbånd, guldure og smarte mobiltelefoner, sammensat med casual hverdagstøj, er udseendet og beklædningen for de lokale på St. Vincent. Det er således, at jo´ mere nord vi er kommet, des flere smykker og andre pyntegenstande ser vi på de lokale. Samtidig er priserne på madvarer og hverdagsting også steget en smule. Vi har hørt fra flere langturssejler hjemme i Danmark, at priserne ville stige i takt med at vi kom mere nord på. Til trods for denne viden, har vi dog af andre langturssejlere, som vi har mødt herover, som har sejlet rundt herover i flere år, hørt at priserne ikke bliver højere end på St. Vincent, men heller ikke billigere. Dette er vi dog sikre på, at vi nok selv finder ud af, eftersom vi skal nord på, før end vi vender øst på over Atlanten i begyndelsen af maj.

Det blev d. 3 februar og klokken fortalte os, at det nu var tid til at hente Anne og Mikkel. Ind i en taxi, hvor der med stor skrift stod ”Star Boy” på forruden og så gik turen til lufthavnen. I anledningen af vi skulle hente dem, havde vi alle tre påført os vores ”wanna-be-Indiana-Jones-hatte”, så Anne og Mikkel kunne genkende os. Når alt kommer til alt, så havde der nok ikke været den store risiko for at de ikke kunne genkende os, da lufthavnen var lille og vi stadigvæk er meget blege, set i forhold til de lokale.

Efter lidt ventetid ankom de endelig og vi blev mødt af nogle trætte venner, der som det første sagde: ”det har været den værste rejse nogensinde!” Efter en smule mere dialog med dem, fandt vi ud af, at der ikke var sket noget slemt eller farligt, men derimod var alt på rejsen bare gået galt for dem, hvilket blandt andet resulterede i en mistet trøje, lange løbeture for at nå flyene, at de blev nødsaget til at købe nye returbilletter på Barbados, for at få lov til at flyve videre og få visum... alt dette og meget mere skete på deres rejse. Bare for at gøre oplevelsen komplet, endte det med at deres bagage var to dage forsinket.

Efter vi havde fået dem tilbage på båden og fyldt en enkelt rom og cola på dem, viste trætheden sig hurtigt hos dem og vi fik dem lagt i seng én efter én.

”Træthed skal soves væk” og det viste sig også, at dagen efter så situationen lysere ud. Ikke på grund af at deres bagage var kommet, for det var den ikke, men varmen, vandet og de nye omgivelser, gjorde dem bare umiddelbart godt.
Med den nye energi, valgte vi at tage dem med ind til hovedstaden på St. Vincent, som hedder Kingstown. Det er altid morsomt og glædeligt at opleve kultur man er bekendt med gennem nye øjne. Med det mener jeg, at i og med vores venner Anne og Mikkel ikke havde oplevet denne kultur og denne del af Verden før, så gav det os en mulighed for at se dele af kulturen, som vi er blevet vandt til, men med nye øjne. Det er lidt som når man hjemme i Århus går eller cykler den samme rute hver evig eneste dag og så en pludselig en dag, kommer til at kigge op og ser dele af bygninger og finurligheder i gadebilledet, som man aldrig har registreret før. Det er blandt andet derfor, det er dejligt at få besøg, for det for os til at åbne øjnene på ny. Spørgsmålet er så, og vi fortsætter med at holde øjnene åbne, eller om de igen bliver lukkede med tiden? Bevidstheden er der, så vi tager i udgangspunkt i, at de forbliver åbne og nysgerrige.

Kingstown bød på store markeder og gode indkøbsmuligheder. Dette var heldigt for os, eftersom vi vidste at vi igen ville sejle syd på, for at komme ned til Grenadinerne, som er en del af St. Vincent. Den sydligste del af Grenadinerne består af et område der hedder Tobago Cays, hvor der ikke er indkøbsmuligheder, eftersom det er en stor naturreservat. Da vi ville derned og ikke specifikt vidste, hvordan indkøbsmulighederne på øerne inden Tobago Cays var, skulle vi have fyldt båden op med mad og vand, så det ikke var det der ville afholde os for at bruge tiden dernede.

To dage efter deres ankomst, ankom deres bagage endelig. Det havde krævet en del research fra Mikkel, før end han fandt frem til, hvor bagagen var forsvundet hen. Men nu kom den, vi hentede den og gjorde klar til at sejle videre dagen efter.

Det ville være Mikkels og Annes første sejltur i Caribisk farvand... spændingen og glæden var tydelig blandt dem begge.

Venligst,
S/Y Dania

Rotte á la carte

2010-02-03T07:54:00.000-08:00

Tyrrels Bay – Carricou
Mandag d. 1 Februar 2010

12° 27.190 N
61° 29.190 W

Da vi ankom til Tyrrels bay, var vi temmelig overraskede over hvor mange både der lå for anker på den lille ø (7500 indbyggere). Lasse talte over 100 sejlbåde i den bugt vi ligger i. Til trods for de mange besøgende virker øen enorm uspoleret og autentisk og den første oplevelse vi fik da vi kom i land var to lokale der stod og rensede leguaner på bådbroen. De fortalte at det var en god spise og at de smagte som kylling. Ved siden af lå en forkullet rotte (det lignede et pungdyr), som også skulle smage ret godt. Begge dyr skulle være lidt af en plage for øen. Leguanerne, som er vegetarer, æder landmændenes afgrøder og specielt blomster fra tomatplanter er deres livret. Rotten skulle være en plage for deres høns…..

Billeder siger mere end ord... så værsgo´.

Dagen efter tog vil til øens største by for at tjekke ud af landet ”Grenada”, førend vi kunne tage videre til St. Vincent hvor vi skal mødes med Anne og Mikkel om 2 dage. Indtil videre har alt papirarbejdet med ”Customs & Immigrations” været ret nemt og vi har ikke haft nogle problemer, og også her i Grenada gik det helt fint.
Efter besøget hos myndighederne tog vi videre til en strand ”La Roche” der er kendt for deres mange havskildpadder. Det viste sig at være en noget besværlig vej ned til stranden, og nok derfor var den også næsten helt øde, og helt fantastisk smuk!
Hurtigt fik vi snorklegrejet på og var ude i vandet. Inden længe så vi en havskidpadde under os og fulgte den i nogle minutter. Efter den så vi flere stingrays (rokker) på bunden og dykkede hurtigt ned til dem.

Efter snorkleturen tog vi en bus videre til ”vindwards” på øens nordvest side for at se hvordan de bygger sejlbåde her på øen. Vi forventede egentligt at se et værft, men blev mødt af en bådbygger der holdt til nær stranden. Han var i færd med at bygge en 42 fods sejlbåd i cedertræ. Vi spurgte nysgerrigt ham hvor lang tid det ville tage ham og han svarede; alene ville det tage ham et år, men med hjælp, ville det tage ca. 3 måneder! Der var ikke andet end et lille skur på pladsen, og så båden det stod på land under åben himmel og vi var ret imponerede over hans arbejde.

I morgen tidlig kl. 06 tager vi turen videre nordpå til St. Vincent og glæder os til gensynet med Mikkel og Anne……

Venligst,
S/Y Dania